Ofre i gråd over våbenfiasko: Politikerne har ingen sjæl
Skam jer.
Sådan lød råbene fra tilskuerrækkerne i det amerikanske senat, da det onsdag stod klart, at politikerne havde nedstemt en række stramninger af våbenloven.
Flere ofre for skydevåben var til stede under afstemningen - blandt andre Patricia Maisch, som overlevede et skyderi i Tucson i 2011, hvor seks mennesker blev dræbt.
Hun er rasende over, at politikerne ikke kunne finde nok stemmer til at få forslagene igennem.
- De har ingen sjæl, lyder reaktionen fra Patricia Maisch.
- De har ingen medfølelse for de personer, der har været udsat for våbenvold - som har mistet et barn eller en af deres nærmeste på grund af et våben, tilføjer hun.
Præsident Barack Obama havde håbet på, at han kunne få gennemført de mest omfattende ændringer i den omdiskuterede våbenlov i næsten 20 år.
Men Senatet nedstemte både forslag om at udvide baggrundstjekket for våbenkøbere samt at forbyde halvautomatiske våben og store magasiner.
Flere demokratiske senatorer beklager resultatet af afstemningen og lover at fortsætte kampen for en strammere kontrol af pistoler og automatvåben i USA.
- Undskyld. Vi gjorde alt, hvad vi kunne, lyder det fra senator Chuck Schumer, som efter afstemningen trøstede flere pårørende til ofre for skolemassakren i Newtown.
Også senator Richard Blumenthal fra Connecticut, hvor Newtown-skyderiet fandt sted i december, begræder flertallets beslutning i Senatet.
- Det var hjerteskærende - måske den mest triste dag i mit liv som politiker, siger senatoren.
Præsident Barack Obama rasede også mod mindretallet i Senatet samt den amerikanske våbenlobby, da han på et pressemøde efter afstemningen kaldte det "en skamfuld dag" i Washington.
Han understreger dog, at kampen fortsætter for en strammere våbenlov, der for alvor kom på den politiske dagsorden efter Newtown-tragedien, hvor 26 mennesker blev skudt og dræbt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned