Det er ikke nok bare at sende nødhjælp til de millioner af pakistanere, der er gjort hjemløse under de seneste ugers oversvømmelser.
Hvis Pakistan ikke skal lide i flere år under følgerne, er det nødvendigt med mere langsigtede tiltag for at støtte den pakistanske økonomi, fastslår udenrigsminister Lene Espersen (K) inden starten på et EU-udenrigsministermøde i Bruxelles.
- Noget af det, vi kan gøre, er, at åbne op for mere handel med Pakistan og give dem bedre markedsadgang, siger Lene Espersen.
EU er Pakistans vigtigste eksportmarked, men handelsaftaler er et særdeles ømtåleligt emne i EU, hvor alle lande kæmper for at beskytte egne virksomheder.
Når det gælder Pakistan, er det især lande i Sydeuropa med stor tekstilindustri, der har noget i klemme. Og den økonomiske krise kan gøre det endnu sværere at overtale alle lande til at åbne mere op for pakistanske produkter.
Danmark har derimod ingen problemer med en friere samhandel med Pakistan, understreger Lene Espersen.
- Vi er de fremmeste fortalere for frihandel, og vi har ingen problemer med, at der kommer billige varer ind. Det er godt for forbrugerne og godt for konkurrencen, siger Lene Espersen
EU-Kommissionen er ifølge handelskommissær Karel De Gucht klar med et forslag, som vil åbne op for "en midlertidig suspendering" af told og afgifter på 13 forskellige varegrupper. Det vil også være muligt uden at skulle søge om tilladelse i Verdenshandelsorganisationen WTO.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned