Øget vaccineskepsis skaber frygt for mulig sundhedskrise i USA
Et skilt viser vej til et hospital, hvor de tilbyder at teste folk for mæslinger i kølvandet på udbrud i Texas. Foto: Julio Cortez/Ritzau ScanpixJulio Cortez/Ritzau Scanpix
For første gang i et årti har USA et dødsfald relateret til mæslinger. Der er flere udbrud af sygdommen, der ellers tidligere er erklæret for udryddet i landet.
Ritzau RitzauCharlotte Causit, Ritzau-AFP/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Amerikanske sundhedseksperter slår alarm.
Kombinationen af lavere vaccinationsrater, udbrud af børnesygdomme, der tidligere har været overvundet, og udpegningen af en vaccineskeptisk sundhedsminister vækker bekymring.
En sundhedskrise lurer, lyder advarslen.
Siden begyndelsen af året har der været mere end 130 tilfælde af mæslinger i Texas og nabostaten New Mexico.
Det øger frygten for, at den yderst smitsomme og potentielt farlige børnesygdom er ved at gøre comeback. Selv om der er en effektiv vaccine mod den.
Annonce
- Mæslinger er kanariefuglen i kulminen, advarer Paul Offit, en af de førende børnelæger og immunologer i USA, ifølge AFP.
Mæslinger er et eksempel på konsekvensen af, at tilslutningen til vacciner er faldet siden coronapandemien, siger han.
Mæslinger er ikke bare et udslet, lyder advarslen ved en sundhedsklinik i Texas. Foto: Julio Cortez/Ritzau Scanpix
Mens mistilliden blandt amerikanere til sundhedsmyndighederne og de farmaceutiske selskaber stiger, vælger flere forældre vacciner til deres børn fra.
Andelen af børn før skolealderen vaccineret mod mæslinger er nationalt faldet fra 95 procent i 2019 til under 93 procent i 2023.
Nogle områder viser endnu større fald. For eksempel i Idaho, hvor raten er faldet under 80 procent.
Eksperter advarer om, at den nedadgående tendens kan blive endnu værre under den nye sundhedsminister, Robert Kennedy Jr.
Han har flere gange sat spørgsmålstegn ved vacciners sikkerhed og udbredt misinformation.
- Det er en katastrofe, der venter på at ske. Og den vil ske, siger Paul Offit.
De seneste udbrud af mæslinger er registreret i et område i Texas med en stor andel af mennonitter - en konservativ kristen sekt.
En sundhedsarbejder tester en person i bil for mæslinger i Texas. Foto: Julio Cortez/Ritzau Scanpix
Situationen minder om et udbrud af mæslinger i 2019 med mere end 1200 tilfælde, som primært blev registreret i områder i New York og New Jersey med mange ortodokse jøder.
Annonce
Et barn i skolealderen i Texas, som ikke var vaccineret, døde onsdag af mæslinger. Det er første amerikanske dødsfald med forbindelse til sygdommen i et årti.
På tværs af USA kan forældre sige nej til ellers obligatoriske vacciner til deres børn med forskellige begrundelser. I mange delstater er religiøse årsager godtaget, mens andre tillader "filosofiske" indvendinger. Eller begge dele.
- I Texas kan man nærmest bare sige, at man er imod, siger Terri Burke fra organisationen Immunization Partnership i Texas.
Vacciner bliver fravalgt af en række forskellige årsager. Det kan være religiøse overbevisninger, frygt for bivirkninger, mistillid til myndighederne eller dårlig adgang til sundhedspleje.
Men der er også en klar forbindelse til coronapandemien. Det siger Richard Hughes, som forsker i sundhed ved George Washington University.
Forskellige beskeder om mundbind, frustration over nedlukninger og krav om coronavacciner har nedbrudt offentlighedens tillid til myndighederne.
Mens mistilliden blandt amerikanere til sundhedsmyndighederne og de farmaceutiske selskaber stiger, fravælger flere forældre vacciner til deres børn, heriblandt mod mæslinger. (Arkivfoto). Foto: Johannes Eisele/Ritzau Scanpix
Samtidig er der rig mulighed for misinformation, som trives i æraen med sociale medier og podcasts.
Vacciner er også blevet politik. På tværs af USA er politikere i delstater i gang med at indføre lovgivning, som enten handler om at skærpe krav om vacciner eller gøre det nemmere at slippe uden om kravene.
Antallet af sådanne typer lovgivning er mere end fordoblet sammenlignet med før coronapandemien.
Den barske virkelighed vil snart ramme amerikanerne, mener Paul Offit. Før mæslingevaccinen blev introduceret i 1963, blev mellem tre og fire millioner amerikanere syge af mæslinger årligt. Hundreder døde af den.
Annonce
I 2000 blev sygdommen erklæret udryddet i USA takket være vaccinationer. Paul Offit frygter et comeback.
- Folk forstår ikke, hvor alvorlig og dødelig den sygdom kan være, siger han.
/ritzau/AFP
Den nye sundhedsminister om vacciner
* USA's sundhedsminister, Robert Kennedy Jr., er kendt som vaccineskeptiker. Han har hævdet, at vacciner giver skadelige bivirkninger og har fejlagtigt påstået, at vaccinationer har forbindelse til autisme. Det er der ikke videnskabeligt grundlag for at sige.
* Han var imod restriktioner, da covid-19 hærgede USA og resten af verden.
* Han har sagt under høringerne, at han ikke er imod vacciner. Amerikanere, der vil vaccineres, kan blive vaccineret. Det kan deres børn også.
* Han lover at bevare eksisterende vaccinationsprogrammer.
* Han lover at bevare enhver erklæring fra et føderalt agentur, som fastslår, at vaccinationer ikke fører til autisme.
Kilde: Reuters.
/ritzau/
USA's sundhedsminister, Robert Kennedy Jr., er kendt som vaccineskeptiker. Han har hævdet, at vacciner giver skadelige bivirkninger og har fejlagtigt påstået, at vaccinationer har forbindelse til autisme. Det er der ikke videnskabeligt grundlag for at sige. (Arkivfoto). Foto: Brian Snyder/Reuters
Seneste artikler
Søger langs kysten efter 28-årig lollik: - Jeg oplever en stor tilslutning
Annonce: Lokale mænd i nye rutiner inden arbejdsdagen
Det lokale Team Rynkeby på vej mod Paris: Nu venter bakken, Pogacar har vundet på
Lolland får millioner for vindmøller og solceller
Gitte ser Sydhavsøerne gennem sit kamera
Mest læste artikler
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu reagerer Biltema
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Fra drøm til virkelighed: Vejerboden åbner
Snart åbner lagersalg på Falster