Øjenvidne i Gaza: Massakren fortsætter dag og nat
Foto: Thomas Coex /Scanpix
Thomas Coex /Scanpix
Antallet af dræbte i Gazastriben har søndag rundet 400, mens over 3000 mennesker meldes såret. Lederen af Folkekirkens Nødhjælps kontor i Gaza, Omar Al Majdalawi, fortæller, at situationen er forfærdelig.
- De her forbrydelser finder sted lige for øjnene på verdenssamfundet. Det er en krig mod de civile. På de første par dage tilintetgjorde de jo alle militærinstallationer.
- Nu i de sidste mange dage har vi civile været mål for en af verdens mest effektive dræbermaskiner - den israelske hær. Det er forfærdeligt. Det er en massakre, der fortsætter dag og nat, siger Omar Al Majdalawi i en pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp.
Under en langvarig israelsk granat-beskydning i den nordøstlige del af Gaza i Shejaia-kvarteret skal mere end 60 mennesker have mistet livet. Det har sendt det samlede dødstal i vejret, så det runder 400. Samtidig er flere hundrede blevet såret, og tusinder er på flugt.
Israel og Hamas indgik søndag en to timers humanitær våbenhvile for at gøre det muligt at evakuere dræbte og sårede fra Shejaia. Men kort efter meddelte Israel, at det havde genoptaget offensiven, efter at Hamas angiveligt skulle have brudt våbenhvilen.
Omar Al Majdalawi fortæller, at han har mistet al håb og ikke stoler på nogen overhovedet.
- Vi er jo alle sammen psykologisk set døde mennesker nu. Jeg taler nok med dig lige nu - i næste øjeblik er jeg måske død.
- Mine børn er stadig i en tilstand af chok. Det kan godt være, at de slipper levende ud, og man ikke ligefrem kan se det på dem. Men de er så bange. De er i live ... Men bagefter ved vi ikke, hvornår vi begynder at se de første tegn på traumatisering, siger Omar Al Majdalawi, som har fire børn på henholdsvis fire, seks, otte og 10 år.
Israel indledte en offensiv mod den palæstinensiske Hamas-bevægelse i Gazastriben 8. juli for at stoppe militantes raketangreb hen over grænsen. Antallet af dræbte israelere er søndag eftermiddag på syv.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned