Øjenvidne: Som en scene fra Titanic

- Det var som en scene fra Titanic.

Sådan siger en af passagererne fra krydstogtskibet Costa Concordia, efter folk begyndte at springe over bord fra skibet, der fredag stødte på grund ved den italienske kyst ud for Toscana.

Passagererne hørte et ordentligt brag og blev i første omgang informeret om, at skibet var blevet stoppet på grund af en elektrisk defekt, og at de derfor skulle tage redningsveste på, fortæller en anden passager til ANSA og fortsætter:

- Vi var midt i aftensmaden, da lysene pludseligt gik ud, og vi hørte et kæmpe brag og en knagende lyd.

Seks personer er indtil videre meldt omkommet i den efterfølgende panik, der udbrød om bord på krydstogtskibet, der var på rundtur i Middelhavet med 3200 passagerer og omkring 1000 besætningsmedlemmer om bord.

Ifølge den lokale borgmester er der sandsynligvis flere dødsofre, da det har vist sig at være svært at redde de sidste op af vandet.

- Det blev kulsort og derefter udbrød der fuldstændig panik, siger den svenske avis Aftonbladets medarbejder Ingalill Mosander, som befandt sig på skibet.

- Vi tror, at vi gik på grund, og at skibet så begyndte at tage vand ind. Det blev meget dramatisk, hvilket var helt unødvendigt, siger Ingalill Mosander.

- De sagde bare, at der var tekniske problemer, og at de skulle ordne det. Det er meget dårligt organiseret, siger Aftonbladets medarbejder.

Blandt passagererne var 1000 italienere, 500 tyskere og omkring 150 franskmænd. Det er endnu uvist, om der var danske passagerer om bord, da redningsarbejdet stadig er i fuld gang.

Costa Concordia er et af de største skibe i Costa-flåden. Det har 1500 kabiner og ikke mindre end fem restauranter.

/ritzau/AFP

Der udbrød panik på krydstogtskibet Costa Concordia, der fredag stødte på grund. Det fortæller øjenvidner.

Offentliggjort Sidst opdateret