Øjenvidner: Blodige børn på flugt fra skole

Det er grufulde scener, de beretter om, de overlevende fra massakren på Sandy Hook Elementary School i Connecticut, USA.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ifølge de foreløbige oplysninger er 27 personer dræbt, heraf skal 18 være børn fra skolen, der huser børn fra fem og op til 10 år.

- Det var rædselsfuldt, siger Brenda Lebinski, mor til en pige i 3. klasse på skolen, ifølge Reuters.

- Alle var panikslagne, forældre, elever. Der kom blodige børn ud af skolen. Jeg ved ikke, om de var blevet skudt, men de havde blod på sig, siger hun.

En elev siger til nyhedskanalen CBS Connecticut:

- Jeg var i gymnastiksalen, da jeg hørte omkring syv høje brag, og vores lærer bad os om at gå hen i hjørnet. Jeg blev ved med at høre brag, og vi begyndte alle at græde, siger eleven til CBS Connecticut.

Det er fortsat uvist, hvordan gerningsmanden - eller gerningsmændene - er kommet ind på skolen til de små børn.

Ifølge ABC News skulle gerningsmanden være en 24-årig mand, der er forælder til et barn på skolen. Men oplysningerne varierer foreløbig fra medie til medie.

Der er sågar ubekræftede oplysninger om, at der skulle have været en anden gerningsmand, efter at øjenvidner har hørt snesevis af skud blive affyret.

Skolens inspektør og skolepsykiater også blandt de dræbte, oplyser CNN.

TV-billeder viser politibiler og ambulancer på gerningsstedet samt forældre, der stormer hen mod skolen. De vises også billeder af forældre, der bliver forenet med deres børn, inden de følger dem hjem.

- Det her er skidt, og det bliver værre, siger en statsembedsmand til nyhedsbureauet Reuters. Han ønsker at være anonym, fordi omfanget af tragedien fortsat ikke står klart.

Endnu mangler man oplysninger om en hel skoleklasse, og ingen ved noget om deres skæbne. Endnu er de ikke fundet.

Alle skoler i Newtown blev lukket efter skyderiet, oplyser det offentlige skolevæsen i Newtown.

/ritzau/