Øjenvidner har set flere gerningsmænd

Norsk politi er ved at undersøge, om der kan have været tale om to gerningsmænd ved massakren på Utøya, sådan som øjenvidner har fortalt, skriver den norske netavis VG Nett.

En række af de unge på Utøya har fortalt, at der skal have været to gerningsmænd.

Flere af dem har beskrevet, at en mand nummer to ikke var iklædt politiuniform.

- Vi har hørt nøjagtig de samme vidnebeskrivelser om, at der er en gerningsmand nummer to. Vi arbejdede på højtryk fredag aften på at afklare situationen og knokler fortsat for at afklare, om der er en nummer to, siger politiinspektør Einar Aas, Oslo politidistrikt, til VG Nett.

Det er stærke scener, der har udspillet sig på Utøya, hvor den 32-årige Anders Behring Breivik, der var iført en politiuniform, blev anholdt for at have skudt og dræbt 84 personer på øen, hvor Arbeiderpartiets Ungdomsforbund holder sommerlejr.

Journalister fra VG har sejlet rundt om øen og set, at der på både vest- og nordsiden af øen ligger flere døde i vandkanten. Rundt omkring hele øen ligger der tøj, som de unge har smidt fra sig, inden de flygtede ud i vandet for at svømme i sikkerhed.

- Ved et lille skjul på øen ligger der mange døde. Det kan ligne et skjulested, hvor de har søgt dækning, men alligevel er de blevet indhentet af gerningsmanden, siger VG-journalist Bjørnar Tommelstad over telefonen til avisen.

/ritzau/

Norsk politi arbejder på højtryk for at finde ud af, om der har været endnu en gerningsmand på Utøya.

Offentliggjort Sidst opdateret