Øjnene er rettet mod Marco Rubio ved caucus i Nevada
Trump står til sejr i Nevada. Det interessante bliver at se, om Rubio kan indhente ham, siger redaktør.
Natten til onsdag dansk tid er de republikanske vælgermøder, de såkaldte caucuses, nået til ørkenstaten Nevada. Her bliver det interessant at se, om Marco Rubio kan hale ind på Donald Trump.
Det fortæller redaktør for kongressen.com, Anders Agner Pedersen.
- Det ser ind til videre ud til at blive en Trump-sejr. Det interessante bliver at se, hvordan Marco Rubio leverer varen.
- Det er ret sandsynligt at han ikke når helt op på siden af ham (Donald Trump red.), men hvis han kan komme tæt på ham, er det i sig selv en indikator på, at han virkelig er på vej frem, siger Anders Agner Pedersen til Ritzau.
Nevada er den fjerde stat de republikanske kandidater besøger. Indtil nu har Donald Trump vundet to af de tre stater, mens Ted Cruz har vundet én.
Marco Rubio blev nummer to ved det sidste primærvalg i South Carolina. Han er vokset op i Nevada, hvor 40 procent er latinoer.
Efter Jeb Bush trak sig ud af valgræset, er der fem kandidater tilbage. Blandt dem er John Kasich, som er presset internt i partiet, fordi flere ønsker han skal trække sig. Han er fra kernen af partiet, "the establishment" ligesom Marco Rubio.
- Partiledelsen ser gerne en samling omkring én establishment-kandidat, og der har man besluttet sig for, at det er Marco Rubio.
- Derfor vil man gerne undgå, at nogle af de stemmer, som går til Kasich, ikke "spildes" på Kasich, men går til Rubio, siger Anders Agner Pedersen.
I den anden fløj af det republikanske parti er Donald Trump og Ted Cruz, som repræsenterer "the anti-establishment", der går mod partikernen.
De sidste døgn har dog været dårlige for Ted Cruz, der har fyret sin kampagnetalsmand på grund af en video, der kom med falske anklager mod Marco Rubio. Derudover fik han et dårligt resultat i South Carolina.
- Trump er stærkere end Cruz. Sandsynligheden for at udskillelsesløbet på et tidspunkt står mellem Rubio og Trump er ret stor, siger Anders Agner Pedersen.
Skridtet efter Nevada er supertirsdag 1. marts, hvor adskillige stater går til valg samtidig. Det gælder blandt andet Texas, Georgia, North Carolina og Virginia.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet