Der er nytårsforudsigelser, som de fleste håber bliver opfyldt, og der er nytårsforudsigelser, der gerne skulle vise sig at være forkerte.
Britiske BBC præsenterer på sin netavis en af de sidste.
BBC har spurgt 34 ledende britiske og europæiske økonomer, der blandt andet fungerer som rådgivere for den britiske nationalbank, om de økonomiske udsigter for Europa næste år.
Et flertal af de 27, der har svaret, siger, at Europa havner i recession.
Det er 25 af de 27, som har denne dystre forventning.
En femtedel af de 27 mener, at eurozonen vil have færre end de nuværende 17 medlemslande, når 2012 er slut.
Et flertal siger, at der er mellem 30 og 40 procent sandsynlighed for, at eurozonen kollapser.
Væksten i EU er faldet i de seneste måneder i takt med, at EU's ledere har bokset med at finde løsninger på den store gældskrise, der først og fremmest raser i de sydeuropæiske eurolande som Grækenland, Spanien og Italien.
Jo længere tid der går, inden gældskrisen løses, jo større er risikoen for recession, siger økonomerne.
BBC skriver, at væksten i eurozonen fra juli til september var 0,2 procent, mens væksten samlet set for de 27 lande i EU var på 0,3 procent.
Det har ført til, at regeringerne i eurolandene og også i mange andre lande i EU har gennemført omfattende sparepakker, men de finansielle markeder synes ikke at være tilfredse.
Der er store udsving på aktiemarkederne på grund af den usikre situation, og de gældsplagede lande må betale høje renter, når de er på markedet for at sælge deres obligationer, der skal medvirke til at finansiere staternes udgifter.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned