Olieprisen stiger igen efter arabisk uro

Den vedvarende uro i olierige arabiske lande sender igen olieprisen op. Oliehandlere frygter således, at uroen kan forstyrre forsyningerne og skabe knaphed på de internationale markeder.

Fredag formiddag steg prisen på råolie på markedet i London til 103 dollar per tønde fra godt 102 dollar torsdag.

Prisen på olie er steget stødt, siden den første uro brød ud i Tunesien for en måned siden.

I de seneste dage har uroen spredt sig til en række olierige lande i Mellemøsten som Bahrain og Libyen, hvor tusinder er gået på gaden for at protestere mod autoritære ledere.

Også i USA steg prisen på en tønde olie.

/ritzau/Reuters

Prisen på en tønde olie stiger igen og når 103 dollar fredag. Frygt for fortsat uro i Mellemøsten er årsagen.

Offentliggjort Sidst opdateret