For første gang i tre måneder lykkedes det torsdag den britiske oliegigant BP at standse dens olieudslip i Den Mexicanske Golf. Dermed er der udsigt til en ende på den oliekatastrofe, der er den hidtil værste i USA's historie.
Kort efter at BP-ingeniører lukkede for den sidste af de tre ventiler i en kæmpemæssig, ny tragt, der er blevet placeret over den løbske olieboring, kunne selskabets vicepræsident Kent Wells meddele, at der ikke længere slap olie ud i havet.
- Jeg er meget oplivet af at se, at der ikke længere flyder olie ud i Den Mexicanske Bugt, sagde han til journalister, men påpegede, at dette kun var starten på en testperiode, der ventes at vare i 48 timer.
USA's præsident, Barack Obama, hvis regering har lagt betydeligt pres på BP for at få selskabet til at standse udslippet hurtigst muligt, byder nyheden velkommen. Præsidenten kaldte det tilsyneladende stop for olieudslippet et "positivt tegn".
- Vi er fortsat i testperioden, understregede han dog.
Præsident Obama vil udtale sig igen om sagen fredag.
Torsdagens operation var det største skridt fremad i forsøget på at standse det værste olieudslip, USA endnu har været vidne til. Råolie har flydt rundt i Den Mexicanske Golf og er skyllet op på strandene i flere amerikanske delstater.
Millioner af liter af råolie har strømmet frit ud i havet, siden den BP-leasede borerig Deepwater Horizon sank den 22. april. Det skete to dage efter en større eksplosion, der kostede 11 oliearbejdere på riggen livet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker