Ombudsmand kaster lys over hemmelige EU-møder om fiskekvoter
EU's ombudsmand, Emily O'Reilly, har indledt tre undersøgelser om manglende gennemsigtighed i EU-systemet, blandt andet på ministermøder om fiskekvoter. (Arkivfoto) Foto: Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix
Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix
Efter kritik fra miljøgrupper skal undersøgelse se på åbenheden på EU-møder, hvor fiskekvoter fastsættes.
EU's ombudsmand indleder tre undersøgelser efter klager om manglende åbenhed på ministermøder i EU og i Europa-Kommissionen.
Blandt andet vil ombudsmand Emily O'Reilly undersøge de møder, hvor landene fastsætter kvoter for fiskeri. De møder foregår uden adgang for offentligheden.
- De berygtede nattemøder mellem ministrene i Bruxelles foregår bag helt lukkede døre, hvor vigtige beslutninger træffes om bæredygtighed i fiskebestandene og om job i fiskeriet i Europa, siger O'Reilly.
Flere gange årligt mødes EU-landenes fiskeriministre til forhandlinger. De fortsætter ofte til langt ud på natten.
På møderne fastsættes kvoter for fiskearter i blandt andet Østersøen og Nordsøen. Det sker på baggrund af oplæg fra EU-Kommissionen, som baserer dette på rådgivning fra Det Internationale Havforskningsråd (ICES).
Men ministrene kan presse kvoterne yderligere, end rådgivningen fra ICES lægger op til.
Miljøorganisationer kritiserer vedvarende EU-landenes ministre for at give grønt lys til overfiskeri og dermed true bestandene.
Torsk har været en af de truede bestande, som ifølge ngo'er og organisationer er under pres på grund af EU-kvoterne.
- Vi har modtaget en klage om beslutningerne på dette område. Vi har derfor åbnet en undersøgelse af det. Vi vil se på de relevante rapporter, siger O'Reilly på et pressemøde i Bruxelles.
Ombudsmanden har tirsdag offentliggjort en årsrapport for 2018.
I den forbindelse meddeler EU-institutionens irske chef også, at hun vil undersøge klager over mangel på åbenhed i det forum, hvor Euro-landene mødes flere gange årligt.
Emily O'Reilly efterlyser generelt mere gennemsigtighed om ministrenes arbejde i EU. Samtidig anerkender hun problemet i at byde offentligheden ind i alle sager, da der skal være rum for forhandling.
- Når man øger åbenheden, opstår der en frygt for, at rummet for forhandlinger og kompromis snævres ind, siger ombudsmanden.
Argumentet lyder, at nogle EU-lande kan vælge at stemme for noget, som de i virkeligheden ikke vil stå ved, for at få et andet lands støtte til en vigtig sag.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde