Omstridt græsk eksminister stemmer for reformer
Yanis Varoufakis er indædt modstander af kreditorernes reformkrav, men stemte alligevel ja.
Den farverige og omstridte tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis er overraskende blandt de parlamentsmedlemmer, som natten til torsdag har stemt for en række reformer i parlamentet i Athen.
Det var den anden store afstemning om reformer i løbet af en uge.
Ved den første afstemning i sidste uge om blandt andet forhøjelser af skatter og moms, stemte Varoufakis imod.
Efter at han forlod posten som finansminister i begyndelsen af juli, sagde han til BBC, at den nye hjælpepakke, som måske er på vej til Grækenland, vil komme til at gå over i historien som den værste makroøkonomiske katastrofe nogensinde.
Men til trods for det fik premierminister Alexis Tsipras opbakning fra Varoufakis ved nattens afstemning.
Det skriver den engelsksprogede, græske avis Ekathimerini på sin hjemmeside.
Varoufakis forklarer i en meddelelse efter afstemningen, at han kun stemte ja for at hjælpe regeringen med at købe sig tid.
Den tidligere finansminister tror, fremgår det af meddelelsen, at de internationale kreditorer i virkeligheden ønsker at se Grækenland mislykkes med at få vedtaget de spareplaner, som er forudsætningen for at kunne få et eventuelt nyt lån.
Inden afstemningen onsdag opfordrede landets premierminister, Alexis Tsipras, parlamentsmedlemmerne til at støtte forslagene for at forhindre modstandere af Grækenland i at tvinge landet ud af eurozonen.
- Konservative kræfter i Europa holder fast i deres planer om at sparke Grækenland ud af euroen, sagde Tsipras.
- Vi valgte et kompromis, som tvinger os til at indføre et program, vi ikke tror på, og vi vil indføre det, fordi vores valgmuligheder er meget svære, sagde han.
230 ud af de 300 medlemmer af parlamentet stemte ja, 63 sagde nej, fem stemte blankt, og to var ikke mødt op.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker