One Direction-stjerner mindedes Liam Payne ved privat begravelse
Harry Styles og James Corden ankom og tog af sted fra begravelsen onsdag sammen. Foto: Toby Melville/Reuters
31-årige Liam Payne mistede livet i oktober efter et fald fra en balkon. Han blev begravet onsdag nær London.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Alle medlemmer af det populære boyband One Direction deltog onsdag i begravelsen af deres ven og tidligere bandmedlem Liam Payne.
Billeder fra nyhedsbureauerne AFP og Reuters viser de britiske popsangere Zayn Malik, Louis Tomlinson, Niall Horan og Harry Styles ankomme til kirken, hvor begravelsen blev holdt, i Amersham, der ligger nordvest for London.
31-årige Liam Payne mistede livet i oktober, da han faldt ned fra en balkon i Argentinas hovedstad, Buenos Aires.
Han var en del af det uhyre populære boyband One Direction, som blev sat sammen i den britiske version af programmet "X Factor".
En obduktion har vist, at briten havde spor af pink kokain, alkohol og antidepressiv medicin i blodet, da han faldt i døden.
Annonce
Pink kokain er en blanding af ketamin, ecstasy og amfetamin.
Tidligere i november blev tre personer sigtet i forbindelse med Paynes død. De er sigtet for at have leveret og faciliteret narkotika.
Den britiske sanger Harry Styles ankommer til begravelsen af Liam Payne. Foto: Justin Tallis/Ritzau Scanpix
Foruden bandmedlemmer viser billeder også, at tv-værten fra det tidligere talkshow "The Late Late Show" James Corden mødte op. Han ankom sammen med Harry Styles.
I forbindelse med Paynes død lød det fra Corden, at han var knust. Liam Payne har været gæst i tv-værtens program flere gange.
Paynes kæreste, Kate Cassidy, deltog også i begravelsen, hvor Liam Paynes kiste blev kørt hen til kirken i en hvid hestevogn, der var pyntet med roser.
Popstjernen er far til en syvårig søn, som han fik med den britiske sanger Cheryl Cole, der ankom diskret til kirken og gik ind ad bagindgangen.
Det pludselige dødsfald skabte stor sorg i musikmiljøet, blandt fans og de tidligere One Direction-medlemmer.
- Vi er fuldstændig knuste over nyheden om Liams død, lød det for de tilbageværende medlemmer af gruppen i en fælles udtalelse kort efter nyheden om Paynes død.
De tilføjede, at de vil tage sig tid til at sørge og bearbejde tabet "af vores bror".
Tidligere One Direction-medlem Louis Tomlinson ankommer til Sankt Marys kirken i Amersham nordvest for London. Foto: Toby Melville/Reuters
/ritzau/
Liam Paynes kiste ankommer til kirken i en hestevogn onsdag. Foto: Toby Melville/Reuters
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker