Op mod 400 millioner pilgrimme strømmer til kæmpe hindufestival
En af de tidligt ankomne til festivalen, der begynder mandag, udfører et ildshow under en religiøs ceremoni. Foto: Niharika Kulkarni/Ritzau Scanpix
150.000 toiletter og 68.000 lygtepæle er sat op til den største forsamling af pilgrimme på kloden. Pilgrimmene skal renses for synder i Indiens hellige floder.
Ritzau RitzauArunabh Saikia, Ritzau-AFP/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Verdens største forsamling af mennesker begynder mandag i Indien.
Den hinduistiske festival Kumbh Mela tiltrækker pilgrimme fra hele verden.
Arrangørerne forventer op mod 400 millioner pilgrimme til hinduernes vigtigste valfart i løbet af de seks uger, hvor festivalen løber af stablen.
Det svarer til mere end det samlede indbyggertal for Canada og USA.
Derfor har der været gang i omfattende forberedelser. Det svarer til at bygge et midlertidigt land op fra bunden, siger talsmand Vivek Chaturvedi til AFP.
Annonce
- Med 350 til 400 millioner, der vil besøge festivalen, så kan man vel godt forestille sig, hvor store forberedelserne er.
Til sammenligning dukker omkring 1,8 millioner muslimer op til den årlige pilgrimsfærd hajj til Mekka i Saudi-Arabien.
Der er rejst mange telte forud for festivalen, der ventes at tiltrække hundreder af millioner mennesker, i løbet af de seks uger den finder sted. Her ses en hellig mand bevæge sig forbi nogle af teltene. Foto: Ritesh Shukla/Reuters
Der er blevet bygget omkring 150.000 toiletter. En lang række køkkener, der hver især har kapacitet til at lave mad til 50.000 mennesker, er også på plads.
68.000 lyspæle er blevet rejst, og de lyser så meget, at området for festivalen kan ses fra rummet.
Myndigheder og politi har også sat et system op for glemte ting og sager, i håb om at det ikke bliver umuligt at få sin telefon eller andet tilbage, hvis man mister det i folkemængden.
Der er også lavet en app, som skal hjælpe deltagere, der er faret vild, med at finde frem til deres pårørende blandt de mange mennesker.
Indiske myndigheder er vant til store forsamlinger af mennesker. Landet er det folkerigeste i verden med 1,4 milliarder indbyggere.
Pilgrimsfesten holdes i Prayagraj, hvor floderne Ganges og Yamuna formodes at løbe sammen med den mytiske flod Sarasvati.
Her deltager pilgrimmene i et ritual, hvor de bader i de hellige floder. Ofte er ritualerne ledt an af nøgne, askedækkede hellige mænd, hvoraf mange har gået i ugevis for at nå frem.
Pilgrimme bader i en hellig flod, som er et af de mange ritualer under festivalen Kumbh Mela. (Arkivfoto). Foto: Himanshu Sharma/Ritzau Scanpix
Hinduerne mener, at de kan renses for synder og bryde fri af cyklussen for genfødsel og ultimativt opnå frelse ved at bade i floderne.
Annonce
Mange af pilgrimmene lever et simpelt liv, mens de er til Kumbh Mela. De vil leve dagene i cølibat og tilbyde almisser, mens de vil fokusere på at bede og meditere.
Festlighederne begynder mandag, og det falder sammen med, at der er fuldmåne. Sidste dag er 26. februar, som er sidste mulighed for at tage et helligt bad i floderne.
Undervejs er der en lang række af ceremonier. For eksempel er der det visuelt spektakulære "aarti", som en masse præster udfører sammen.
Både præster og deltagere holder lamper med lys, der flimrer og skaber flotte effekter i mørket.
55-årige Santosh Mishra bor i en landsby tæt på festivalen. Både han og hans naboer er "meget spændte" på, at det hele begynder.
- Hele landsbyen deltager. Det er en fantastisk følelse, når alle dypper sig i floden sammen, siger han til AFP.
Hellige mænd får sig en kop te under en pause i en religiøs ceremoni. Foto: Niharika Kulkarni/Ritzau Scanpix
Kumbh Mela er på Unescos liste over vigtig kulturarv. Ifølge Unesco spiller festivalen "en central spirituel rolle i landet og har en fascinerende indflydelse på almindelige indere".
FN-organisationen beskriver desuden pilgrimsfesten som "den største fredelige forsamling af pilgrimme på kloden".
/ritzau/AFP
Om Kumbh Mela
* Den hinduistiske festival eller pilgrimsfest har sine rødder i hinduistiske mytologi. Nærmere bestemt en historie om, hvordan guder og dæmoner kæmpede om kontrollen over en kande indeholdende nektaren til udødelighed.
* Fire dråber af nektaren blev spildt under kampen. En landede i Prayagraj, hvor Kumbh Mela holdes hvert 12. år, heriblandt i år.
* De tre andre faldt i byerne Nasik, Hardwar og Ujjain, hvor der bliver holdt mindre festivaler de mellemliggende år. Festivalen afholdes hvert tredje år.
* Den præcise dato for fejringerne afhænger af, hvor Solen, Månen og Jupiter befinder sig.
Kilde: AFP.
/ritzau/
Byggearbejde ses her, mens de er ved at bygge en kopi af et tempel, som skal stå klar til festivalen. (Arkivfoto). Foto: Niharika Kulkarni/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Så du det også? Derfor fløj stort amerikansk fly lavt over LF
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Udbrændt: - Pludselig stod den bare i flammer
Guldborgsundlisten har fået ekstra tid i partistøtte-sag
Mest læste artikler
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Ikonisk kro solgt til indisk milliardær
Spor blokeret på motorvej
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel