Opblusning af konflikt kan være politisk gave til Netanyahu
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har været presset de seneste måneder efter massive demonstrationer i landet. (Arkivfoto). Foto: Ronen Zvulun/Reuters
Palæstinensiske grupper har iværksat raketangreb mod Israel fra libanesisk jord. Det mener israelsk militær.
Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har før brugt krisetider til at overbevise befolkningen om, at han er den rette til at garantere landets sikkerhed.
Og den nuværende opblusning af konflikten mellem Israel og palæstinensiske grupper kan ende med at være en redningskrans til den pressede premierminister.
Det mener Helle Malmvig, der er forsker med fokus på Mellemøsten ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis).
- Netanyahu får muligheden for at bruge denne konflikt til at flytte fokus fra den interne splid, der i den seneste periode har udspillet sig i landet, siger hun.
- Han har mange gange før spillet "sikkerhedskortet" og klaret sig på budskabet om, at han er den, der kan garantere Israels sikkerhed.
Premierministeren har været presset de seneste måneder, hvor flere hundredtusinder af israelere har demonstreret i landets byer med et krav om, at en kontroversiel lov for retssystemet droppes.
I mellemtiden har konflikten mellem Israel og palæstinensiske grupper fået nyt liv.
Senest har palæstinensiske grupper natten til fredag iværksat et raketangreb fra libanesisk jord. Det mener det israelske militær, der har svaret tilbage med angreb i den modsatte retning.
Ifølge AFP skete angrebene i området omkring byen Tyrus, som er Libanons fjerdestørste by og ligger cirka 80 kilometer syd for hovedstaden, Beirut.
Helle Malmvig kalder det en eskalering af konflikten, at Libanon nu indirekte inddrages.
- Vi skal tilbage til 2006 for at finde en konflikt, som involverede parter fra både Israel og Libanon. Dengang var der krig mellem Israel og den militante Hizbollah-bevægelse i Libanon.
- Denne gang er det derimod vigtigt at bide mærke i, at det er palæstinensiske grupper, som angriber fra Libanon, og ikke Hizbollah.
Hun forklarer dog, at hvis libanesisk jord er blevet brugt til at indlede raketangreb, så kan det kun være sket med Hizbollah-bevægelsens velsignelse.
Bevægelsen har også rødder i Syrien, og derfor kunne et muligt scenarie ifølge forskeren være, at flere lande ender med at blive inddraget.
- Dog er sandsynligheden for dette ikke specielt stor, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned