Opdagelsesrejsende med dybhavsdrone vil opklare Earhart-mysterium

Den 2. juli 1937 forsvandt den amerikanske pilot Amelia Earhart, mens hun var på en flyvetur, der skulle gå kloden rundt. (Arkivfoto). Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix

I 1937 droppede den amerikanske regering jagten på Amelia Earhart. Nu giver tidligere officer det et forsøg.

Offentliggjort Sidst opdateret

En tidligere officer i det amerikanske luftvåbens efterretningstjeneste mener at have fundet vraget af Amelia Earharts fly, som forsvandt for ni årtier siden.

Via sonardata fra en dybhavsdrone har han på bunden af Stillehavet lokaliseret det, som han hævder er resterne af flyet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sonar kan ved hjælp af lyd eller ultralyd kortlægge fysiske forhold under havoverfladen, og bruges til opsporing af eksempelvis ubåde.

Den tidligere officer ved navn Tony Romeo håber nu på at få bekræftet sin tese og dermed løse det 87 år gamle mysterium om den kvindelige pilot.

Senere dette år begiver den opdagelsesrejsende sig derfor ud på en mission for at finde selve flyvraget. I 1937 droppede den amerikanske regering sit forsøg på netop dette.

Regeringens eftersøgning kostede fire millioner dollar og bredte sig over næsten 650.000 kvadratkilometer hav.

Slørede sonarbilleder fra dybhavsdrone viser en flylignende form på områdets flade sandbund i Stillehavet. Det melder Tony Romeo, som i år vil finde og hente objektet, som han mener er Amelia Earharts fly. Foto: -/Ritzau Scanpix

- Hun er USA's mest berømte savnede person, ikke? Så længe, hun er savnet, kommer der til at være nogen derude, som leder, siger Tony Romeo.

- Hvis vi kan hjælpe med at skabe afklaring om historien og få Amelia hjem, vil vi være meget begejstrede.

Amerikanske Amelia Earhart var den første kvinde og den anden person nogensinde, der har fløjet alene over Atlanterhavet. Det gjorde hun i 1932.

Den 1. juli i 1937 drog hun ud på en verdensomspændende flyvetur fra Miami i den amerikanske delstat Florida.

Hun skulle som den første kvindelige pilot nogensinde flyve kloden rundt. Men dagen efter - den 2. juli 1937 - forsvandt både hun og navigatøren. Hverken flyet eller dets to passagerer er nogensinde blevet fundet.

Tony Romeo, som ejer virksomheden Deep Sea Vision, der udforsker havets dyb, vurderer, at flyvraget ligget på havbunden omkring 5000 meter under overfladen.

Ifølge ham er der tale om en lokation 160 kilometer fra Howland-øen, som ligger mellem Hawaii og Australien.

Slørede sonarbilleder fra dybhavsdronen viser en flylignende form på områdets flade sandbund, siger han.

En besætning på 16 mand fra Romeos Deep Sea Vision-virksomhed undersøgte i slutningen af sidste år i alt 13.400 kvadratkilometer under vandet. Det resulterede i dronebillederne.

Ifølge Tony Romeo viser de et fly, der ser ud til at være samme størrelse som Earharts model.

Der har gennem årene været frembragt flere teorier om Earharts skæbne.

Romeos lyder på, at hun løb tør for brændstof, landede på havoverfladen og senere sank til bunden. Her vil flyet have ligget lige siden med lidt påvirkning fra havstrømmene, forklarer han.

- Det første skridt er at bekræfte det. Det næste skridt er, hvis det er muligt, at få det til overfladen og restaurere det, siger han.

/ritzau/