OpenAI beklager lighed med kunstig stemme over for Scarlett Johansson
Skuespillerne Joaquin Phoenix og Scarlett Johansson spiller over for hinanden i filmen "Her", hvor en mand forelsker sig i sin chatbot. Her er de to fotograferet ved filmens premiere i 2013. Johansson mener, at en ny kunstig stemme fra OpenAI minder meget om hendes egen. Tirsdag beklager virksomheden over for Johansson. Foto: Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix
Skuespiller Scarlett Johansson var chokeret over, hvor meget ChatGPT-stemme lød som hende. OpenAI undskylder.
OpenAI har tirsdag beklaget over for skuespilleren Scarlett Johansson, efter at hun har erklæret sig "chokeret" over, at en af virksomhedens kunstige stemmer, som deres chatbot ChatGPT kan tale med, lyder som hende.
Altmans undskyldning fremgår af en erklæring, som nyhedsbureauet AFP har læst.
Johansson mener, at hendes stemme og AI-stemmen lyder "uhyggeligt ens".
Det drejer sig om kvindestemmen Sky.
Sky er udviklet på baggrund af en anden professionel skuespillers stemme. Det er ikke meningen, at den skal lyde som Scarlett Johansson, skrev OpenAI i et blogpost mandag.
Her meddelte selskabet også, at man vil sætte brugen af Skys stemme på pause, mens der kom styr på forvirringen.
Ifølge Johansson tilbød Sam Altman hende i september at arbejde sammen med OpenAI om at skabe en stemme til chatbotten.
I erklæringen tirsdag forklarer Sam Altman ifølge AFP, at selskabet castede skuespilleren bag Sky-stemmen, før de rakte ud til Scarlett Johansson.
- Af respekt for mrs. Johansson har vi sat brugen af Skys stemme på pause. Vi beklager over for mrs. Johansson, at vi ikke kommunikerede bedre, lyder det.
I mandagens blogpost forklarede OpenAI, at virksomheden begyndte at arbejde med casting af skuespillerne i begyndelsen af 2023.
De søgte forskellige slags stemmer. Blandt andet en stemme, der "føles tidløs", samt en stemme, der "indgyder tillid".
- For at beskytte deres privatliv kan vi ikke dele navnene på vores stemmetalenter.
- Vi mener ikke, at AI-stemmer med overlæg bør efterligne en berømtheds karakteristiske stemme, lød det fra OpenAI.
Sam Altman har tidligere refereret til filmen "Her" fra 2013. Her lægger Scarlett Johansson stemme til en chatbot, som filmens hovedrolle, der spilles af Joaquin Phoenix, forelsker sig i.
Altman pustede til spekulationerne i sidste uge. Her skrev han et opslag på den sociale platform X, hvor der blot stod ordet "Her".
Scarlett Johansson udtalte mandag, at hun var "chokeret og vred" over, at stemmerne lød så ens, at "mine nærmeste venner samt medier ikke kan høre forskel".
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde