Oppenheimers succes åbner gamle sår for atomsprængningens ofre

Wesley Burris sov trygt i sin seng, da verdens første atombombe eksploderede bare 40 kilometer fra hans hjem.

Et skarpt lys fyldte hele hjemmet i den amerikanske delstat New Mexicos ørken, før den voldsomme kraft smadrede vinduer og spredte glas ud over den fireårige dreng og hans bror.

- Det var så lyst. Jeg kunne ikke se noget, husker den i dag 83-årige Burris.

- Jeg kan huske, at jeg spurgte min far, hvad der var sket: Er Solen eksploderet?

Den historiske hændelse klokken 05.30 om morgenen lokal tid den 16. juli 1945 har millioner af mennesker fået bedre kendskab til, efter at filmen "Oppenheimer", som fortæller historien, udkom sidste år.

Filmen har fået navn efter fysikeren J. Robert Oppenheimer, som ledte projektet. Den er anmelderrost og favorit til at løbe med flest oscarstatuetter ved prisuddelingen søndag.

For Burris, som bor få kilometer fra den dengang hemmelige lokation, hvor forskere og militærchefer var samlet til den historiske begivenhed, står sprængningen stadig klart i hukommelsen.

Og han husker det ikke, som det blev fremstillet i filmen. Tværtimod.

I filmen fremstår testområdet som en stor, tom ørken. Men Burris og hans familie var blandt tusinder af borgere, som levede inden for 80 kilometer af sprængningen.

I Burris' familie havde de - ligesom tilfældet var for de øvrige familier - ingen anelse om, hvad der foregik, og hvorfor en kæmpe svampeformet sky pludselig kunne ses i horisonten, fortæller Burris til AFP, som har besøgt ham.

Otte årtier senere er Burris til gengæld helt klar over, hvor dødelig eksplosionen, som sendte radioaktivt materiale 15 kilometer op i luften, var.

Testsprængningen fandt sted midt i en tordenstorm trods forskeres advarsler, fordi atombomben skulle være klar til brug i Anden Verdenskrig.

Voldsom regn sendte det giftige materiale direkte tilbage til jorden, hvor det bestrålede ørkenstøvet, vandforsyninger og fødevarekæder.

Burris har mistet sin bror til kræft. Også hans søster har sygdommen, og det samme har hendes datter. Burris selv har hudkræft. De er langtfra de eneste i området.

Det til trods har ingen i New Mexico modtaget så meget som en dollar for den stråling, som de blev udsat for under testen.

- Vi var forsøgskaniner, siger Tina Cordova, som selv har været igennem et kræftforløb og kæmper for at få erstatning.

- Men forsøgskaniner tjekker man op på. Der var aldrig nogen, der kom tilbage og tjekkede op på os.

Hun håber, at den lidelse, som borgere i New Mexico er blevet udsat for, bliver italesat ved en af de mange takketaler, som folkene bag og i "Oppenheimer" ventes at skulle give ved oscaruddelingen.

- De kendte til os, da de lavede filmen. De valgte bare at ignorere os igen, siger hun.

Cordova, som er den femte generation i sin familie siden 1945, der er blevet diagnosticeret med kræft, håber, at eventuel anerkendelse fra de kendte kan øge presset og sikre kompensation til New Mexicos borgere.

"Oppenheimer" er blevet rost for den detaljerige skildring af sprængningen af den første atombombe, men 83-årige Burris er ikke imponeret.

- Ja, jeg har set den. Den film er fyldt med løgne.

/ritzau/AFP