Opposition er fraværende ved parlamentsvalg i Syrien
Syrere passerer et billede af præsident Bashar al-Assad i en gade i Damaskus. Søndag afholder Syrien parlamentsvalg, som ventes at befæste Assad og Baath-partiets magtposition. (Arkivfoto). Foto: Louai Beshara/Ritzau Scanpix
Louai Beshara/Ritzau Scanpix
Søndagens valg i Syrien bliver ifølge eksperter en paradeforestilling for præsident Assad og hans regime.
Syriens præsident, Bashar al-Assad, og hans regerende Baath-parti kan med sindsro se frem til udfaldet af søndagens parlamentsvalg i det krigshærgede og økonomisk hårdt svækkede land.
De millioner af syrere, der er flygtet siden borgerkrigens begyndelse i 2011, har ikke lov til at stemme, og de oppositionsgrupper, som traditionelt tolereres af regimet i Damaskus, ventes at boykotte valget.
Derfor er der udsigt til, at Assad og Baath-partiet styrker deres greb om magten.
Det skriver det arabiske nyhedsmedie al-Jazeera i en optakt til valget.
Over 2000 kandidater stiller op, og selv om der er mange partilister, så omfatter de ikke en reel opposition til Assads parti.
De fleste kandidater tilhører enten Baath-partiet, eller også er de loyale over for styret. Og det fjerner valgets troværdighed, påpeger observatører over for al-Jazeera.
- Hovedparten af syrerne anser det bare som en proces kontrolleret af regimet, som dermed kan fremstå som den legitime autoritet i Syrien, siger Zaki Mehchy, der er medstifter af en tænketank med fokus på den politiske udvikling i Syrien.
- Folk er godt klar over, at hovedparten af parlamentsmedlemmerne er udpeget af Baath-partiet, og at alle har en sikkerhedsgodkendelse baseret på loyalitet fremfor kvalifikationer, tilføjer han.
Karam Shaar, en ekspert i Syrien ved den amerikanske tænketank Middle East Institute, er enig.
- Assads regime benytter parlamentsvalg til at belønne loyalitet. Denne gang ventes krigsherrer og militspersoner at vinde endnu flere pladser på grund af deres indsats for staten de seneste fire år, siger han til al-Jazeera.
Ved det seneste valg i 2016 vandt Baath og dets støtter 200 af de 250 pladser i parlamentet. De resterende 50 pladser gik til uafhængige kandidater.
For mange vælgere er Syriens dårlige økonomi den vigtigste opgave for politikerne at få løst.
De seneste måneder har landets valuta mistet omkring 70 procent af sin værdi, og det har sendt priserne så højt op, at selv basisvarer er blevet for dyre for store dele af befolkningen, skriver al-Jazeera.
- Samtidig med, at næsten 90 procent af landet er faldet ned i fattigdom, fokuserer folk i stigende grad på at få enderne til at mødes, siger Karam Shaar.
På grund af virusudbruddet er valget to gange blevet udskudt. Det bliver afviklet, to dage efter at præsident Assad markerede sin indsættelse for 20 år siden.
Over 7000 valgsteder er sat op i de omkring 70 procent af landet, som Assads regering har kontrol over.
Valgresultatet ventes tirsdag ifølge nyhedsbureauet dpa.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie