Opposition får pladser i tunesisk regering

Den tunesiske premierminister, Mohamed Ghannouchi, vil mandag udnævne en ny regering. Kilder tæt på forhandlingerne siger til nyhedsbureauet Reuters, at tre oppositionsledere får poster i den nye koalition.

- I morgen vil vi udnævne den nye regering, som vil vende et nyt blad i Tunesiens historie, siger premierministeren til landets statslige tv.

Indenrigs- og udenrigsministrene fra den siddende regering får angiveligt lov til at beholde sine poster.

Najib Chebbi, grundlægger af oppositionspartiet PDP, bliver minister for regional udvikling i den nye regering, siger kilder tæt på forhandlingerne. Oppositionsledere får også ansvaret for ministerierne for videregående uddannelse og sundhed.

Tunesiske specialstyrker udkæmpede søndag voldsomme kampe med medlemmer af den afsatte præsident Zine al-Abidine Ben Alis sikkerhedstjeneste, siger en kilde fra landets militær.

Kampene mellem præsidentens sikkerhedsstyrker og militæret brød ud tæt på præsidentpaladset i en forstad til Tunis. Det fulgte i kølvandet på andre skudvekslinger i hovedstaden.

En anonym kilde fra militæret siger, at folk, som er forblevet loyale over for Ben Alis anholdte sikkerhedschef havde åbnet ild mod militæret, da de kom tæt på præsidentpaladset.

- Særlige militære enheder kom ud (fra paladset, red.) for at forfølge dem, og da åbnede de ild, siger militærkilden.

To vidner som bor tæt på paladset siger til Reuters over telefonen, at de kunne høre voldsom artilleriild.

- Der bliver skudt omkring præsidentpaladset, intensivt og stadig, siger en kvinde og tilføjer: "Jeg tror, at det var mere end bare riffelkugler."

/ritzau/Reuters

Den tunesiske premierminister vil angiveligt give oppositionen pladser i ny regering for at skabe ro i landet.

Offentliggjort Sidst opdateret