Opposition indkalder til protest mod Mursi

Egypten ventes at blive ramt af nye, store demonstrationer fredag, efter flere af landets oppositionelle kræfter har indkaldt til protest mod det seneste tiltag fra den islamistiske præsident, Mohamed Mursi.

Offentliggjort Sidst opdateret

En række fremtrædende politikere og kommentatorer har kraftigt kritiseret det dekret, præsidenten udstedte torsdag, hvor han giver sig selv vidtrækkende beføjelser.

- Dette er et kup mod legitimiteten.

- Vi opfordrer alle egyptere til at protestere på alle Egyptens pladser fredag, siger Sameh Ashour, leder af den egyptiske advokatforening, på et pressemøde sammen med oppositionspolitikerne Mohamed ElBaradei og Amr Moussa.

Mursi har desuden fyret statsanklager Abdel Meguid Mahmoud, der er blevet kritiseret efter frifindelsen af flere embedsmænd, som var anklaget for at have del i ansvaret for drab på demonstranter under sidste års store omvæltninger i landet.

Præsidenten lagde sig i sidste måned ud med både advokater og dommere i Egypten, da han første gang forsøgte at fjerne Mahmoud fra embedet.

Torsdagens vidtrækkende dekret har skabt et ramaskrig blandt flere af præsidentens politiske modstandere.

- Et absolut præsidentielt tyranni, skriver Amr Hamzawy, et liberalt medlem af det nu opløste parlament, i en kommentar på nettet.

- Egypten står over for et skræmmende kup mod legitimitet og retsstaten og et gennemført mord på den demokratiske overgang, skriver Hamzawy ifølge New York Times.

Mursis dekret kommer umiddelbart efter, at han har fået stor international ros for sin indsats for at få en våbenhvile på plads mellem Israel og Gaza.

/ritzau/AFP