Dagen efter, at tusindvis af egyptere gik på gaden i protest mod præsident Hosni Mubarak, opfordrer en egyptisk oppositionsgruppe folk til atter at samles onsdag og fortsætte demonstrationerne.
Gruppen, der kalder sig 6. april-bevægelsen, beder demonstranterne samles igen på Tahrir-pladsen, som kun få timer forinden blev ryddet af politiet ved hjælpe af tåregas og vandkanoner.
- Alle skal tage til Tahrir-pladsen og overtage pladsen igen, skriver gruppen på sin Facebook-profil.
Demonstranter bruger sociale medier som Facebook og Twitter til at organisere deres protester.
Selv om mellem 20.000 og 30.000 politifolk tirsdag var indsat i det centrale Kairo, gik tusinder af demonstranter på gaden med slagord mod regeringen.
"Ned, ned med Mubarak", "Brød, frihed, værdighed" og "Vi følger Tunesien", lød slagordene fra de tusinder, der gik på gaderne tirsdag.
De efterfølgende sammenstød mellem politi og demonstranter kostede en politimand og to demonstranter livet.
Protesterne mod Mubaraks 30-årige styre, der foregik under parolen "Vredens Dag", er uden fortilfælde. Det er de største og mest betydningsfulde demonstrationer, siden den arabiske verden i 1977 blev ramt af voldsomme optøjer på grund af fødevarepriser.
Blandt demonstranternes krav er, at indenrigsministeren - hvis sikkerhedsstyrker kritiseres for meget hårdhændet fremgang - træder tilbage, at en årtier lang undtagelsestilstand afsluttes og at mindstelønnen stiger.
Sent tirsdag udsendte indenrigsministeriet en meddelelse om, at sikkerhedsstyrkerne havde besluttet at lade demonstranterne "udtrykke deres krav og benytte deres ytringsfrihed", samt "sikre og ikke konfrontere disse forsamlinger".
Ministeriet siger, at mange af tirsdagens demonstranter, angiveligt med forbindelse til det forbudte Muslimske Broderskab, "begyndte optøjer, ødelagde offentlig ejendom og kastede sten mod politiet".
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde