Oppositionsleder tævet gul og blå under protest i Georgien
USA, Storbritannien og EU har kritiseret Georgiens lovforslag om "fremmede agenter". EU tildelte Georgien kandidatstatus i december, men har sagt at lovforslaget kan forhindre integrationen i unionen, hvis det vedtages. Foto: Vano Shlamov/Ritzau Scanpix
Demonstranter er utilfredse med lovforslag, som de betegner som russisk-inspireret og autokratisk.
Politiet i Georgien har tirsdag taget både tåregas og vand i brug i forsøget på at slå ned på protester i hovedstaden, Tbilisi.
Demonstranter er gået på gaden i protest mod en mulig lov om "fremmede agenter", der er blevet debatteret i landets parlament. Oppositionen betragter loven som autoritær og russisk-inspireret.
Ifølge landets oppositionsparti Samlet National Bevægelse er lederen af oppositionen, Levan Khabeishvili, blevet tævet under protester og bliver tilset af sundhedsfagligt personale.
Han forsvandt pludselig under protesterne. Billeder fra lokale medier viser, at han har fået et blåt øje og har blod i ansigtet.
Et øjenvidne har ifølge Reuters set politiet fysisk angribe demonstranter, som smed æg og flasker mod betjente, der herefter tog tåregas og vandkanoner i brug. Det skete i forsøget på at fordrive demonstranterne fra området omkring parlamentet.
Lovforslaget vil kræve, at organisationer, som modtager mere end 20 procent af deres finansiering fra udlandet, stemples som "offentlige agenter".
Kritikere har stemplet forslaget som "den russiske lov" og sammenligner den med lignende lovgivning i Rusland. Her er den blevet brugt til at slå ned på politiske modstandere.
Tidligere har politiet brugt peberspray og knipler mod demonstranter, der forsøgte at blokere for parlamentsmedlemmers mulighed for at forlade parlamentets bagindgang.
Ord som "slaver" og "russere" blev råbt mod politiet.
Lovforslaget splitter et allerede politisk splittet Georgien.
Det ventes, at regeringspartiet vedtager lovforslaget. Det skal dog igennem yderligere to høringer for at blive en realitet.
Tirsdag sluttede uden afstemning, og debatten i parlamentet genoptages onsdag.
USA, Storbritannien og EU har kritiseret lovforslaget. EU tildelte Georgien kandidatstatus i december, men har sagt at lovforslaget kan forhindre integrationen i unionen, hvis det vedtages.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned