Den shiamuslimske oppositionsleder Hassan Mashaima er vendt hjem til Bahrain, hvor han ventes at slutte sig til den bevægelse, der kræver demokratiske reformer i landet.
- Tiden er inde til ægte samling, og vores højeste prioritet er nu, at oppositionen sætter sig sammen med demonstranterne på Perlepladsen og tydeligt fremlægger vores krav, siger Mashaima.
Den shiamuslimske leder var i Storbritannien for at modtage lægebehandling, da han og 24 andre i oktober blev sigtet for at have dannet en illegal organisation, været involveret i terrorisme og have spredt falske oplysninger.
Mashaima blev derfor i Storbritannien, indtil han og resten af de anklagede blev benådet tidligere på ugen.
Hundredvis af telte er skudt op på Perlepladsen i hovedstaden Manama, hvor demonstranter opholder sig i døgndrift med krav om, at landets sunnimuslimske ledere træder tilbage.
De officielle oppositionsgrupper har ikke direkte krævet regimeskifte, men har opfordret til, at der gennemføres omfattende forandringer, herunder, at premierministeren skal på valg, og at der skal skabes et "ægte" konstitutionelt monarki.
Den nuværende premierminister, sheik Khalifa bin Salman al-Khalifa, har siddet på posten i de seneste 40 år.
I løbet af de knap to uger, demonstrationerne har stået på i Bahrain, er syv mennesker blevet dræbt af sikkerhedsstyrker.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker