Opråb fra brandslukker: Detroit er insolvent
Bilernes hjemby Detroit - i den amerikanske stat Michigan - er "helt klart insolvent", og store arbejdsmarkedsreformer er påkrævet, lyder dommen fra en økonomisk brandslukker, Kevyn Orr, som bærer titlen "emergency manager" i den kriseramte storby.
- Byen Detroit fortsætter med at påtage sig udgifter, der overstiger indtægterne, trods reduktioner i omkostningerne og langsigtede lån.
- Med andre ord bruger Detroit mere, end byen har - den er helt klart insolvent i forhold til cash flow, siger Kevyn Orr ifølge NBC News i sin første rapport om situationen.
Kevyn Orr blev ansat i marts i år på en 18-årig kontrakt for om nødvendigt at ordne Detroits økonomi gennem en bankerot.
Ifølge rapporten har byen blot 64 millioner dollar (367 millioner kroner) i kassen, og 26. april lød de aktuelle udgiftsforpligtelser på 226 millioner dollar (1,3 milliarder kroner) - altså en negativ kassebeholdning på 162 millioner dollar (930 millioner).
Der er blandt andet store problemer med pensionsudbetalinger. Kommunen vil udbetale pensioner for 31 millioner dollar i år, men vil udskyde udbetalingen af 108 millioner dollar, som yderligere skulle være sendt af sted.
Opfordringen fra brandslukkeren Orr lyder, at Detroit er nødt til at foretage "betydelige investeringer" for at opnå en stærkere økonomi, som er nødvendig for at kunne opfylde borgernes behov.
Detroit er kendt som den amerikanske bilindustris hjemby, og da den økonomiske krise for alvor tog fat i USA blev byen særdeles hårdt ramt, og mange mennesker har forladt byen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned