Oprør handlede om retfærdighed siger Prigozjin på lydoptagelser
I et 11 minutter langt lydklip siger Wagner-gruppens chef, at oprøret i Rusland "handlede om retfærdighed".
Wagner-gruppens chef, Jevgenij Prigozjin, siger mandag i sine første udtalelser efter oprøret i Rusland lørdag, at han ville undgå, at der flød russisk blod.
- Vi vendte om, fordi vi ikke ville udgyde russisk blod, siger han.
I et 11 minutter langt lydklip siger Prigozji videre, at oprøret "handlede om retfærdighed".
I en række udtalelser siger han også, at Wagner-gruppen fandt det beklageligt, at de måtte skyde mod russiske fly og helikoptere, men at de selv blev beskudt uden varsel.
- Vores march blotlagde alvorlige sikkerhedsproblemer, siger han også på lydklippet, som er lagt ud på det sociale medie Telegram.
Prigozjin tilføjer, at "marchen" havde til formål at redde Wagner-gruppens fremtid – ikke at omstyrte magten i Kreml. Han siger, at styrken mødte støtte i de byer, som den kom gennem.
- Præsidenten i Belarus, Aleksandr Lukasjenko, fremsatte et forslag, som gør det muligt, at Wagner-gruppen kan fortsætte, siger han.
Wagner-soldaterne overtog lørdag flere militære anlæg. De nåede frem til omkring 200 kilometer fra Moskva, før en aftale blev mæglet på plads af Belarus' præsident.
En del af aftalen går ud på, at en varslet sag mod Prigozjin bliver droppet, og at han flytter til Belarus. I Moskva skrev dagbladet Kommersant og tre af de russiske nyhedsbureauer imidlertid mandag, at sagen ikke er opgivet, og at en efterforskning af Prigozjin fortsætter. Det skriver Reuters.
Prigozjin mistænkes for at have organiseret et væbnet oprør, som kan straffes med 20 års fængsel. Der er samtidig en række andre sigtelser mod ham.
FSB begyndte formelt at efterforske Jevgenij Prigozjin fredag aften. Lørdag aften omkring klokken 19 hed det, at en aftale var indgået, som indebar straffrihed for Wagner-chefen, og at han var på vej til Belarus for at slå sig ned der.
Men ingen har set Prigozjin siden lørdag aften, hvor han var i storbyen Rostov i det sydvestlige Rusland.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned