Den vigtige olieby Brega i det østlige Libyen er lørdag i centrum for nye kampe mellem oprørere og Muammar Gaddafis regeringsstyrker.
Oprørerne brød tidligt lørdag igennem en række forsvarslinjer og tvang regeringsstyrker, der forsvarer byen, i defensiven.
Iagttagere venter, at oprørerne senere lørdag vil forsøge at generobre kontrollen over byen, der har et stort og vigtigt olieraffinaderi.
- Vi indtager Brega, om gud vil, siger oprørernes militære talsmand Mohammad Zawi, der fortæller, at en rekognosceringsgruppe brød igennem regeringssoldaternes forsvarslinjer sent fredag for at sondere situationen.
Oprørerne siges at være parat med en offensiv mod byen fra tre retninger, og de ventes at gå mod byen i bølger. Dog skal de passere flere områder, hvor Gaddafis styrker har lagt landminer ud.
Danske fly har assisteret oprørerne i kampen. I det sidste døgn har F-16-fly gennemført to missioner i området mellem Misratah og Brega. Flyene var indsat mod militære køretøjer, og der blev anvendt seks præcisionsbomber, oplyser Flyvertaktisk Kommando.
Iagttagere siger, at de cirka 3000 regeringssoldater opholder sig i byens centrum, hvor de forsøger at forskanse sig.
Ifølge oprørere, der har aflyttet soldaternes radio, har soldaterne bedt om forstærkning fra hovedstaden Tripoli og om at få læger til byen for at behandle sårede.
Kontrollen over Brega, der er vigtig for olieforsyningen i landet og for eksport af olie, er skiftet adskillige gange mellem oprørerne og regeringssoldater under den snart fem måned lange konflikt om magten i Libyen.
Hvis det lykkes oprørerne at indtage Brega, vil det være et stort militært fremskridt, men også en vigtig styrkelse af oprørernes moral.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde