Oprørere fra Isil angriber Iraks største olieraffinaderi
Islamistiske oprørere fra Den islamiske Stat i Irak og Levanten (Isil) har onsdag morgen angrebet Iraks største olieraffinaderi, der ligger i byen Baiji i det nordlige Irak omkring 225 kilometer nord for hovedstaden Bagdad.
Ifølge irakiske sikkerhedskilder og ansatte på raffinaderiet gik oprørerne til angreb med maskingeværer og tunge morterer.
Angrebet blev indledt klokken fire onsdag morgen lokal tid. En mortérgranat ramte et lager med reservedele, og ifølge kilderne kan man se, at bygningen er omhyllet af røg.
En talsmand fra olieraffinaderiet siger, at de islamistiske oprørere kontrollerer 75 procent af olie-komplekset.
- De militante har formået at kæmpe sig ind på raffinaderiet. Nu kontrollerer de produktionsenheder, administrationsbygningen og fire vagttårne, siger talsmanden til nyhedsbureauet Reuters.
Han tilføjer, at kampene mellem oprørere og sikkerhedsstyrker nærmer sig hovedkontrolrummet på raffinaderiet.
Olieraffinaderiet i Baiji har været under belejring i en uge, siden oprørere fra Isil indledte en større militæroffensiv i Irak.
Udlændinge, der arbejder på raffinaderiet, blev evakueret tirsdag.
Islamistiske oprørere fra Isil vinder stadig mere terræn i den nordlige Irak. Tirsdag flyttede oprørsoffensiven sig til byen Baquba, der ligger kun 60 kilometer fra Bagdad.
Fra Baquba er der kun en times kørsel på motorvejen til den irakiske hovedstad. Oprørere fra Isil ventes at gøre forsøg på at angribe Bagdad.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker