Oprørere i DRCongo agter at forlade Goma

Oprørere i Den Demokratiske Republik Congo har tirsdag ignoreret den frist, der er sat for at forlade den østligt beliggende by Goma. Samtidig siger en højtstående oprørsofficer dog, at oprørerne er indstillet på at trække sig tilbage fra Goma.

Offentliggjort Sidst opdateret

M23-oprørerne, som er desertører fra hæren, hvis kampagne har spredt frygt for en mere omfattende konflikt i den kronisk ustabile og mineralrige region, er tirsdag fortsat til stede i Goma.

Regionale ledere havde krævet af oprørerne, at de trak sig ud af byen mandag aften, og hærchefen i DRCongo, general Francois Olenga, har truet med at fjerne dem med magt.

- Vi holder vores stillinger. Vi venter, siger Olenga, der har rejst tæt på oprørernes stillinger for at inspicere sine styrker.

Ved et topmøde lørdag i Ugandas hovedstad, Kampala, gav statens regionale ledere 48 timer til at trække sig tilbage til mindst 20 kilometer fra Goma, ligesom de også opfordrede DR Congos regering til at tage skridt til at løse oprørernes legitime klager.

Oprørerne har hidtil afvist at trække sig tilbage, før der bliver gennemført direkte forhandlinger med regeringen, som har nægtet at forhandle, før oprørerne trækker sig.

M23 er grundlagt af tidligere krigere i en etnisk Tutsi-oprørergruppe, hvis medlemmer var involveret i regeringshæren i forbindelse med en fredsaftale i 2009, som, de hævder, aldrig blev fuldt implementeret.

De deserterede i april og indtog Goma i sidste uge under et lynangreb, som hæren ikke var i stand til at svare igen på.

FN udsendte i sidste uge en fordømmende rapport, der beskylder Rwanda og til dels Uganda for at støtte oprørerne, som, FN siger, har dræbt, voldtaget og bortført civile i deres hærgen i den østlige del af landet.

Begge lande nægter beskyldningerne. Rwanda siger, at Hutu-ekstremister angriber landet fra DR Congo.

/ritzau/AFP