Oprørere i Madagaskar overgiver sig

Soldater i Madagaskars hær, som tidligere på ugen sagde, at de havde taget magten ved et kup, er alle blevet anholdt under en aktion lørdag eftermiddag.

Hæren stormede de oprørske officerers base uden for hovedstaden Antananarivo.

- Operationen er overstået. De overgav sig. Det er endt uden et blodbad, siger et medlem af parlamentets forsvarsråd.

Det var omkring 20 officerer, som onsdag meddelte, at de havde overtaget magten i landet. Men det stod hurtigt klart, at de ikke havde støtte fra andre dele af hæren.

Madagaskar er en stor østat ud for det sydlige Afrika.

/ritzau/AFP

Hæren i den afrikanske østat Madagaskar stormer en oprørsbase uden for hovedstaden.

Offentliggjort Sidst opdateret