Oprørere i Ukraine vil fortsætte forhandlingerne
Ukraines separatistiske oprørere er gået ind på at fortsætte forhandlinger fredag om en afslutning på konflikterne i landets østlige regioner.
Det siger Andrej Purgin, der er en af lederne fra den selvudråbte Folkerepublik Donetsk, ifølge nyhedsbureauet Interfax.
- Der er enighed om at fortsætte med flere konsultationer i Donetsk 27. juni, siger Purgin.
Netop fredag er dagen, hvor parternes våbenhvile udløber. Den er dog ikke blevet overholdt.
Ikke desto mindre siger Andrej Purgin, at samtalerne har til formål at munde ud i yderligere dage med våbenhvile.
Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, advarer samtidig om, at han vil "træffe en meget svær beslutning", hvis det ikke lykkes at forlænge perioden.
Samtidig opfordrer han Ruslands præsident, Vladimir Putin, til ikke blot at bakke op om den ukrainske fredsplan med ord, men også aktivt vise, at han mener det alvorligt.
Den samme melding kommer fra USA, hvor udenrigsminister John Kerry tidligere torsdag krævede russisk handling i løbet af "timer".
Putin skal aktivt kaste sig ind i kampen for at afvæbne separatisterne, lyder kravet.
Fredag proklamerede den ukrainske præsident en uges våbenhvile som et led i sin fredsplan, og mandag sluttede flere separatistledere sig til aftalen om at lægge våbnene for en tid.
Alligevel er kampene fortsat. Blandt andet blev en ukrainsk militærhelikopter skudt ned over det østlige Ukraine tirsdag - mindre end 24 timer efter aftalen om våbenhvile.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie