Oprørere indtager vigtig by tæt på Tripoli

Libyske oprørere indtager den vigtige kystby Zawiyah kun 50 kilometer vest for hovedstaden Tripoli. Oprørerne har hejst deres flag midt i byen, fortæller journalister til nyhedsbureauet Reuters.

Dermed er oprørerne rykket endnu tættere på den libyske leder Muammar Gaddafis højborg og vigtigste holdepunkt.

Indtagelse af Zawiyah ses af iagttagere som et alvorligt psykologisk tilbageslag for Gaddafi, hans tilhængere og regeringsstyrkerne.

Oprørerne har med indtagelsen fået kontrol med den vigtige hovedvej mellem Tripoli og grænsen til nabolandet Tunesien.

Kampen om Zawiyah har stået på længe, og lørdag var der hårde kampe mellem libyske regeringsstyrker og oprørerne.

Journalister i byen hørte mange skudvekslinger. En talsmand for Gaddafi hævdede lørdag, at regeringsstyrkerne stadig har kontrol med byen.

Oprørerne havde dog en anden udlægning af situationen og sagde, at oprørerne allerede lørdag aften var tæt på byens centrum.

Med indtagelsen af Zawiyah risikerer Tripoli at komme under delvis belejring, da den vigtigste forsyningsvej til og fra Tunesien nu er afskåret.

/ritzau/Reuters

Oprørere rykker stadig tættere på Gaddafi. De indtager byen Zawiyah tæt ved hovedstaden Tripoli.

Offentliggjort Sidst opdateret