Det kræver den væbnede opposition i landet.
- Det internationale samfund må gribe ind for at redde det syriske folk fra dette brutale regime, siger oprørsstyrken Den Frie Syriske Hær i en meddelelse.
To selvmordsbombere udløste torsdag en massiv sprængladning, der var skjult i biler.
Ifølge Syriens indenrigsministerium brugte gerningsmændene et ton sprængstof, der forårsagede store materielle ødelæggelser. Flere bygninger fik facaderne skrællet af, og omkring 200 biler blev ødelagt.
Redningsmandskab fyldte 15 sække med afrevne lemmer fra de mindst 55 dræbte og 170 sårede, siger ministeriet.
Angrebet er den hidtil voldsomste overtrædelse af den våbenhvile, der formelt har været i kraft siden 12. april, og som er en del af FN-udsending Kofi Annans fredsplan.
Syriens regering beskylder "terrorister" for at stå bag angrebet - en vending, styret også tidligere har brugt om både den væbnede og ubevæbnede del af oppositionen.
Præsident Bashar al-Assads modstandere mener derimod, at det er regeringen selv, der står bag det blodige terrorangreb i Damaskus.
- Regimet forsøger nu at dræbe denne Annan-plan med en ny teknik, der hedder terrorisme, siger Burhan Ghalioun, leder af oppositionsgruppen Syriens Nationale Råd.
- Regimet har arbejdet tæt sammen med al-Qaeda, hævder han.
Dobbeltangrebet er blevet mødt af kraftig fordømmelse fra blandt andet FN's Sikkerhedsråd og fra USA, der betegner terroranslaget som "forkasteligt".
Rusland og Kina har krævet et omgående stop for volden og opfordret alle parter til at leve op til kravene i Annans plan.
Men Syriens Nationale Råd kritiserer Annans plan for at være tandløs og for nem for Assad-styret at ignorere.
- Hvis regimet ikke implementerer planen, bliver det ikke straffet. Assad føler, at han kan løbe fra planen, uden at det får konsekvenser, siger Burhan Ghalioun ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde