Oprørere tager kinesere til fange i Sudan

- Situationen i Sudan og Sydsudan har nået et kritisk punkt, hvor konflikten udgør en alvorlig trussel mod fred og sikkerhed. Det internationale samfund må handle nu, siger Ban Ki-moon, som henviser til uløste konflikter omkring olierørledninger og grænse.

Advarslen fra FN kommer samtidig med, at oprørere i Sudan har taget 29 kinesere til fange efter kampe med regeringsstyrker.

Kina har bekræftet, at en gruppe af dets statsborgere, som bygger veje i landet, er savnet. Oprørsbevægelsen SPLM-N siger, at kineserne ikke kan frigives på grund af sikkerhedssituationen.

Efter årtier med borgerkrig blev Sydsudan selvstændigt den 5. juli under stor international opmærksomhed. Stigende vold i Sydsudans grænseregion kan føre til mangel på fødevarer, siger USA's FN-ambassadør, Susan Rice.

Ban Ki-moon siger, at han frygter en krig, og derfor drøfter udviklingen med så mange afrikanske ledere som muligt. Han beskylder både Sudans præsident, Omar al-Bashir, og Sydsudans præsident, Salva Kiir, for "mangel på politisk vilje."

FN's generalsekretær rettede dog en særlig indtrængende appel til Bashir alene:

- Jeg opfordrer ham til at samarbejde fuldt og helt med FN.

Omkring to millioner mennesker blev dræbt under borgerkrigen i Sudan fra 1983 til 2005, hvor oprørere i syd kæmpe mod Bashirs regime i Khartoum. Næsten 99 procent af befolkningen i syd stemte for Sydsudans selvstændighed sidste år.

Selv om Sydsudan har langt de største olieressourcer, så har den nye nation ikke adgang til havne, og alle olierørledninger og eksportfaciliteter kontrolleres af Sudan som bliver beskyldt for at stjæle olie for milliarder af kroner.

/ritzau/AFP

En tiltagende krise mellem Sudan og Sydsudan udgør en alvorlig trussel mod freden og sikkerheden i regionen, siger FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, som deltager i et afrikansk topmøde i Etiopien.

Offentliggjort Sidst opdateret