Oprørerne fanger Gaddafis udenrigsminister

Muammar Gaddafis udenrigsminister, Abdelati Obeidi, er anholdt af oprørsstyrker i det vestlige Libyen.

Det oplyser en korrespondent for nyhedsbureauet Reuters.

Oprørsstyrkerne råbte "Allahu Akbar" - på dansk: "Gud er stor" - da de anholdt ham, fortæller korrespondenten.

Obeidi opholdt sig på sin ejendom i Janzour, som er en forstad vest for hovedstaden Tripoli.

Abdallah al-Hijazi, der er en af Gaddafis nære rådgivere, er ligeledes anholdt i Tripoli, oplyser kilder i oprørernes overgangsråd (TNC) til Reuters.

Oplysningerne er endnu ikke bekræftet fra officiel side.

Abdelati Obeidi blev udenrigsminister i marts, efter hans forgænger på posten, Moussa Koussa, flygtede til London.

Koussa, der tidligere også har stået i spidsen for efterretningstjenesten i Libyen, var i årevis en af Gaddafis nærmeste rådgivere.

Mandag meddelte TNC, at oprørsstyrker formentlig har dræbt Gaddafis søn Khamis samt den mangeårige leders spionchef, Abdullah al-Senussi. Sidstnævnte er en af de libyere, der er eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag.

/ritzau/Reuters

Oprørere har pågrebet Muammar Gaddafis udenrigsminister i det vestlige Libyen.

Offentliggjort Sidst opdateret