Oprørerne gør nu fremskridt mod Gaddafi

Libyske oprørere gør nu visse fremskridt i kampen mod Gaddafis soldater. Det siger den britiske forsvarsminister, Liam Fox, som tirsdag drøftede krigen i Libyen med den amerikanske forsvarsminister, Robert Gates.

- Vi har set dem vinde en del terræn i de seneste dage. Vi har set fremskridt i Misrata, og der står det klart, at regimet er på hælene, siger Liam Fox.

Sammen med USA's militære ledere fastslår han samtidig, at Gaddafis tilholdssted er et legitimt bombemål.

- Vi har hele tiden anset kommando-og kontrolcentre for at være legitime mål. Vi har også angrebet dem andre steder, siger Fox.

Styrker, der er loyale mod Gaddafi forsøgte samtidig at afskære oprørerne i den omringede by Misrata fra omverdenen ved at bombe havnen og omkringliggende områder.

Oprørere og civile siger, at Gaddafis styrker er trukket væk fra byens centrum, efter at det mislykkedes for dem at nedkæmpe oprørernes stillinger. Men der er øjensynligt kun tale om en taktisk tilbagetrækning.

Nato-fly bombede tirsdag flere mål i Misrata, som er oprørernes eneste bastion i det vestlige Libyen. Byen er afhængig af havnen, og et skib fra FN's Fødevareprogram leverede tirsdag mere end 500 ton fødevarer, ambulancer og medicinsk udstyr fra en række internationale nødhjælpsorganisationer.

En tidligere sending fra FN-organisationen medbragte mere end 600 ton fødevarer.

Lokale indbyggere siger, at Gaddafis styrker har bombarderet havnen med Grad-raketter.

Misrata, som er Libyens tredjestørste by, ligger 200 kilometer fra hovedstaden. Hundredvis af civile og oprørere er blevet dræbt i byen, siden oprøret mod Gaddafi begyndte i februar.

Nato-talsmænd siger, at den militære alliance gør, hvad den kan for at beskytte civile i byen, men Gaddafis styrker er splittet op i mindre enheder, og de stiller deres pansrede køretøjer og artilleri tæt op ad bygninger, hvor der bor civile.

/ritzau/AFP

USA og Storbritannien vurderer, at oprørerne i Libyen nu gør visse fremskridt mod Gaddafis styrker.

Offentliggjort Sidst opdateret