Oprørsgruppe dræber 10 i Filippinerne

Militante muslimer fra oprørsgruppen Abu Sayyaf dræbte lørdag 10 mennesker i byen Maluso på den filippinske ø Basilan. Det oplyser landets myndigheder.

Bevæbnede mænd fra gruppen, som har nære forbindelser til al-Qaeda, angreb byen omkring daggry lokal tid.

De dræbte tæller ifølge myndighederne en regeringssoldat og ni civile.

Filippinske soldater blev sendt til byen for at sikre området, men angriberne var flygtet og sat ild til flere af byens huse.

Angrebet var forsaget af et opgør mellem Abu Sayyaf og byens formanden, oplyste en politikilde.

For en uge siden kostede kampe mellem Abu Sayyaf og regeringssoldater en soldat og seks medlemmer af den islamiske oprørsgruppe livet.

Abu Sayyaf blev grundlagt i 1991 og kæmper for at etablere en islamisk stat efter iransk forbillede.

Gruppen, der er på USA's liste over udenlandske terrororganisationer, opererer hovedsageligt på øerne Basilan, Sulu og Tawi-Tawi i det sydlige Filippinerne og er en af landets mindste oprørsgrupper.

Abu Sayyafs menes at stå bag bombningen af en passagerfærge i Manila tilbage i 2004, hvor over 100 mennesker blev dræbt.

/ritzau/AFP

Militante muslimer fra oprørsgruppen Abu Sayyaf, som har tætte forbindelser til al-Qaeda, har dræbt 10 mennesker i en filippinsk by.

Offentliggjort Sidst opdateret