Optøjer breder sig til flere London-bydele

Kampklædt britisk politi kæmper for tredje dag i træk med at stoppe de optøjer, der breder sig i flere kvarterer i hovedstaden London.

I den sydlige forstad Croydon er der stukket ild til flere bygninger, viser billeder på britisk tv. Et sted står en hel boligblok i brand, mens tyk røg bølger ud over kvarteret og brandfolk kæmper for at få bugt med flammerne.

I forvejen var der indløbet meldinger om optøjer i bydelen Hackney, hvor hætteklædte unge smadrede bygninger, plyndrede butikker og sendte kasteskyts mod politiet.

Adskillige parkerede biler blev stukket i brand, inden det lykkedes for politiet at trænge uromagerne tilbage, meddeler nyhedsbureauet AFP's udsendte medarbejder.

Britiske medier melder også om brændende biler i Lewisham og en butik i flammer i bydelen Peckham. Ilden truer med at brede sig til flere huse, og tv viste billeder af skræmte beboere, som via hustagene flygtede fra flammerne.

Både Lewisham og Peckham ligger i den sydlige del af London.

I nærheden forsøgte en gruppe unge ligeledes at sætte ild til en rød dobbeltdækkerbus, der blev kraftigt sodsværtet, inden brandvæsnet slukkede ilden.

/ritzau/AFP

I flere London-kvarterer meldes om brændende biler og ejendomme. Optøjerne fortsætter på tredje dag.

Offentliggjort Sidst opdateret