Optøjer i kinesisk provins

156 dræbt under uighurers optøjer, der breder sig i Xinjiang-provinsen i Kina. USA beklager dybt urolighederne.

Voldsomme sammenstød og demonstrationer i den vestlige kinesiske provins Xinjiang har kostet mindst 156 mennesker livet, skriver det officielle kinesiske nyhedsbureau, Xinhua.
Tidligere fastsatte Xinhua antallet af kvæstede til 816.
Samtidig bredte optøjerne sig fra provinshovedstaden, Urumqi, til en anden by i Xinjiang, Kashgar. Her blev omkring 200 mennesker, som forsøgte at samle sig ved en central moské, spredt af politiet.
Kinesisk politi havde også tegn på forsøg på at arrangere demonstrationer i to andre byer i Xinjiang.
De kinesiske myndigheder giver skylden for blodsudgydelserne til muslimske uighurer.
Et øjenvidne sagde, at 3000 muslimske uighurer havde demonstreret voldeligt, og nyhedsbureauet Xinhua beskyldte en eksilleder for de muslimske uighurer i USA for at have organiseret sammenstødene.


Xinjiang er delt mellem muslimske uighurerne og hankinesere, som er vokset i antal og nu er i flertal i Urumqi.
Optøjerne kommer, efter at der i nogen tid har været spændinger i provinsen, hvor der bor omkring otte millioner muslimer. Mange af dem siger, at de i årtier er blevet politisk og religiøst forfulgt.
USA beklagede mandag dybt tabet af menneskeliv under demonstrationerne, sagde en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium.

/ritzau/Reuters




Offentliggjort Sidst opdateret