Optøjer i Libyen koster mindst 104 livet

Mindst 104 personer er dræbt under de seneste dages uroligheder og protester mod Libyens mangeårige leder, Muammar Gaddafi. Det siger menneskeretsgruppen Human Rights Watch.

Men dødstallet er sandsynligvis lagt højere. Øjenvidner i storbyen Benghazi i den østlige del af landet siger, at her er flere end 200 mennesker dræbt af sikkerhedsstyrker.

- Jeg føler, jeg er i en krigszone mellem demonstranter og sikkerhedssoldater, siger Fathi Terbeel, en af lederne for protesterne i byen.

- Vore tal viser, at flere end 200 er dræbt her i byen. Må Gud være dem nådig, siger han.

Andre øjenvidner fortæller, at sikkerhedssoldater med stor brutalitet har slået ned på demonstranter i Benghazi og til side anvendt tunge våben mod de ubevæbnede demonstranter.

Værst skal det være gået til under en begravelsesceremoni lørdag, hvor mindst 20 personer blev dræbt af skud fra soldater.

Myndighederne siger, at deltagerne kastede med benzinbomber mod soldaterne, der svarede igen.

Antallet af kvæstede er ukendt, men lokale medier siger, at der er tale om et "stort" antal.

Demonstrationer fortsætter søndag i Benghazi, siger øjenvidner. Flere hundreder er samlet foran den lokale retsbygning for at udtrykke deres vrede over soldaternes blodige fremfærd..

Oplysningerne fra Libyen er sparsomme og mangelfulde. Ingen udenlandske journalister har fået lov til at komme ind i landet, og de statskontrollerede medier omtaler ikke urolighederne.

Desuden har myndighederne lukket internettet og sociale medier ned for at hindre demonstranter i at kommunikere.

/ritzau/AFP

Mindst 104 personer er dræbt under protester i Libyen, men dødstallet er sandsynligvis højere siger vidner.

Offentliggjort Sidst opdateret