Orbán mødt med skepsis i EU-Parlamentet

Tvisten mellem EU-Kommissionen og Ungarn kan sagtens løses. Det forsikrer Ungarns kontroversielle premierminister, Viktor Orbán, i en tale til EU-Parlamentet i Strasbourg.

- De problemer, Kommissionen har været inde på, kan løses meget nemt og hurtigt, siger Orbán.

I en tale uden mange detaljer om de lovede lovændringer forsikrer Orbán, at der faktisk ikke er nogle af de indvendinger, som Kommissionen har fremlagt, der handler om Ungarns forfatning.

Orbán benytter i øvrigt sin optræden i EU-Parlamentet til at bede om forståelse for, at det har været bydende nødvendigt for Ungarns regering at føre landet igennem en fornyelsesproces, hvor man blandt andet har forbudt paramilitære organisationer.

Den ungarske premierministers indlæg er i parlamentet blevet fulgt af en passioneret debat, hvor blandt andre lederen af den liberale gruppe, belgiske Guy Verhofstadt, siger, at han er chokeret over, at nogen kan afvise, at der er problemer for demokratiet.

Verhofstadt siger, at Kommissionens udfordring kun handler om tekniske spørgsmål, men at man også bør bruge traktatens artikel syv til at tjekke, om Ungarn overholder EU's grundlæggende værdier.

- Det er nødvendigt at undersøge, om Ungarns forfatning og lovgivning harmonerer med de europæiske værdier: demokrati, retsstaten, religionsfriheden, ytringsfriheden og ligestilling.

- Kære Viktor, vi anerkender, at du i fortiden har gjort en fantastisk indsats ved sammen med andre dissidenter at slå kommunismen og diktaturet tilbage. Men jeg er bange for, at du er på forkert kurs nu, siger Verhofstadt.

Det er endnu uklart, om der vil være flertal i parlamentet for at anvende artikel syv, der kan føre til sanktioner over for et medlemsland. Spørgsmålet kan komme til afstemning i næste uge.

/ritzau/

Ungarns kontroversielle premierminister lover at justere loven - men bliver stadig mødt med skepsis i EU.

Offentliggjort Sidst opdateret