Orban vil lukke munden på sine kritikere med ny lov
Lovforslagets anses som premierminister Viktor Orbans seneste forsøg på at lukke munden på sine politiske rivaler og kritikere. (Arkivfoto). Foto: Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix
Viktor Orbans regering vil blandt andet føre skærpet tilsyn med nonprofitorganisationer i Ungarn.
Regeringen i Ungarn har fremsat et lovforslag, der skal gøre det ulovligt for udlændinge at finansiere valgkampagner i landet.
Derudover vil man etablere en myndighed, som skal føre tilsyn med nonprofitorganisationer.
Lovforslagets navn kan oversættes til noget i stil med "beskyttelse af statens suverænitet".
Det anses som premierminister Viktor Orbans seneste forsøg på at lukke munden på sine politiske rivaler og kritikere.
Partiformanden for Orbans regeringsparti Fidesz, Mate Kocsis, skriver på det sociale medie Facebook, at lovforslaget vil "lukke en kattelem" i forhold til, hvad han kalder valgsvindel.
Efter parlamentsvalget i 2022 offentliggjorde regeringen en række tophemmelige efterretninger. I dem blev det påstået, at oppositionen havde modtaget omkring otte millioner euro i finansiering fra en amerikansk ngo.
I august hævdede Orban i et interview med den tidligere Fox News-vært Tucker Carlson, at amerikanske skatteborgere havde betalt for valgkampagner, der havde til formål at besejre ham.
Oppositionspartierne i landet har dog afvist anklagerne. I stedet har de hævdet, at midlerne stammede fra ungarske statsborgere, der bor i udlandet.
Den nye myndighed får ikke mulighed for at straffe nonprofitorganisationer for eventuelle lovbrud.
Til gengæld bliver det muligt for myndigheden at videregive information til andre relevante myndigheder.
Lovforslaget er betinget af en forfatningsændring samt en revision af straffeloven.
Bliver en politisk kandidat fundet skyldig i at modtage udenlandsk finansiering, risikerer vedkommende som resultat af den nye lov op til tre års fængsel.
Siden Orban kom til magten i 2010 har han jævnligt anklaget sine politiske modstandere, ngo'er og medier for at handle til fordel for udenlandske interesser.
En lignende lov om nonprofitorganisationer blev vedtaget i 2017. Den blev dog skrinlagt efter protester fra EU.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker