Selv om EU-Kommissionen tirsdag tog det første formelle skridt mod at retsforfølge Ungarn for traktatbrud, behøver det ikke komme så vidt.
Det siger en af den kontroversielle premierminister Viktor Orbans partifæller til Ritzau.
- Hvis kommissionen har en rent juridisk pointe, tror jeg, Ungarn vil justere sin lovgivning. Jeg kan ikke forestille mig en situation, hvor Ungarn vil sige nej til kommissionen, siger György Schöpflin, der sidder i EU-Parlamentet for regeringspartiet Fidesz.
- En retssag er en rodet, tidkrævende og langstrakt affære, og det er hverken i Ungarns eller kommissionens interesse. Så jeg tror ikke, der er nogen, der ønsker, at det her går hele vejen til domstolen.
Schöpflin lader dog over for Ritzau heller ingen tvivl om, at Ungarns regering kan føle sig nødsaget til at stå fast.
- Hvis der er en rent juridisk situation, må Budapest håndtere det. Men det er klart, at hvis kommissionen træder langt ind på Ungarns suveræne område, så kan regeringen jo være nødt til at sige: Vi ses i retten, siger han.
Den ungarske europaparlamentariker skelner skarpt mellem kommissionens juridiske proces og det mere politiske skridt, hvor flere af hans politiske modstandere i parlamentet vil tvinge EU's ministerråd til at forholde sig til, om Ungarn skal straffes ved for eksempel at miste sin stemmeret.
- Jeg er tilbøjelig til at se venstrefløjens udtalelser som rent politiske. Venstrefløjen vil se blod, og der er intens modvilje mod Orban. Han er typen, folk enten elsker eller virkelig ikke bryder sig om. Han deler vandene, lidt ligesom Wagners musik, siger Schöpflin.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde