Orkan truer Cuba midt i næsten landsdækkende strømnedbrud
Orkanen Oscar truer Cuba midt i strømnedbrud. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Meteorologisk institut advarer om ekstremt farlig situation i det østlige Cuba med orkan og strømnedbrud.
På tredje dag kæmper Cuba med et næsten landsdækkende strømnedbrud, mens orkanen Oscar nærmer sig.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Stormen ventes at nå land på det nordøstlige Cuba i løbet af søndag eftermiddag eller aften, står der i en opdatering fra USA's Nationale Orkancenter.
Søndag morgen lokal tid var Oscar en kategori 1-orkan - det laveste trin på en skala med fem trin over orkaners styrke.
Cubas meteorologiske institut har ifølge nyhedsbureauet Reuters advaret om "en ekstremt farlig situation" i det østlige Cuba. Hele regionen har forud for uvejret været uden strøm.
Det var fra kort før middag fredag, at landets største kraftværk, Antonio Guiteras-kraftværket, satte ud og medførte landsdækkende strømsvigt.
Lørdag blev elforsyningen delvist genoprettet, før den kollapsede igen.
Energiforsyningschef Lazaro Guerra bekræftede lørdag kollapset og sagde, at teknikere arbejdede på at løse problemet. Men han gav ikke nogen tidshorisont for, hvornår strømmen kan ventes tilbage.
Ifølge BBC begynder mange cubanske familier nu at mærke flere og flere konsekvenser af strømsvigtet.
Mad er begyndt at rådne i køleskabe, mens andre må lave mad med brænde. Flere boliger er også uden vand, da pumpesystemer er elektriske.
- Kun Gud ved, hvornår strømmen kommer tilbage, siger den 41-årige mekaniker Rafael Carrillo til nyhedsbureauet AFP.
Søndag kan der dog være gode nyheder for cubanerne.
Det statslige digitale nyhedsmedie CubaDebate rapporterer ifølge Reuters, at Antonio Guiteras-kraftværket igen fungerer. Kraftværket vil angiveligt begynde at bidrage til, at elforsyningen genoprettes i løbet af dagen.
I flere uger har der i Cuba været gentagne strømafbrydelser - ofte op til 10 til 20 timer om dagen over det meste af landet.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker