Orkanen Harvey kom som sendt fra himlen for bilindustrien
Hundredtusindvis af køretøjer i Texas kan være ødelagt i vandmasserne fra orkan, lyder det fra Ford-chef.
Orkanen Harvey har ødelagt tusindvis af køretøjer i Texas, og udsigten til en pludselig stigning i efterspørgslen på nye biler sendte fredag kurserne på USA's tre største bilproducenter i vejret på børsen i New York.
Hvor mange køretøjer, der er blevet ødelagt i de voldsomme oversvømmelser som følge af orkanen, er endnu ikke opgjort.
Men Fords amerikanske salgschef, Mark LaNeve, fortalte fredag analytikere, at selskabet efter orkanen Katrina i 2005 "så en meget dramatisk" stigning i efterspørgslen.
Harvey gik især hårdt ud over Houston, der er USA's fjerdestørste by.
Ifølge Mark LaNeve er det uvist, hvor mange køretøjer der er så beskadiget af vand, at de bliver skrottet.
Men han fortæller, at han har set skøn fra 200.000 og helt op til én million. Oversvømmelserne har også ramt Fords egne forhandlere i Houston. Ifølge LaNeve er "færre end 5000 køretøjer" dog gået tabt.
Ford er det førende bilmærke i storbyen i Texas med en markedsandel på 18 procent.
Selskabet vil nu fylde forhandlernes salgslokaler op med både brugte og nyproducerede køretøjer, fortæller han.
Store automobilforhandlere har også til hensigt at flytte biler til Houston fra andre markeder.
Det sker i forventning om en stigning i efterspørgslen, når beboere får udbetalt erstatninger fra deres forsikringsselskaber for ødelagte biler.
Overordnet mener Mark LaNeve, at udskiftningen af de mange ødelagte køretøjer vil have en positiv effekt på hele bilindustrien.
Og investorerne lader til at være enige. Kursen på General Motors steg 3,3 procent til det højeste niveau siden marts i år.
Ford gik 2,8 procent frem, mens Fiat-Chrysler efter en kursstigning på 5,2 procent ramte den højeste kurs i over fem år.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde