Ørum vil poste millioner i hjemløsefodbold

Organisationen Ombold, som siden 2003 har arrangeret fodboldturneringer og landsholdskampe for hjemløse, er løbet tør for penge.

Men nu kommer der en håndsrækning fra Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen, skriver politiken.dk.

Per Ørum Jørgensen mener nemlig at have fundet en måde, hvorpå de hjemløse kan fortsætte med at spille fodbold og måske endda have penge nok til at komme til VM i Paris senere på året.

- Dette her projekt ligger godt i tråd med det, vi kristendemokrater gerne vil fremme, nemlig livskvalitet, siger Per Ørum Jørgensen til politiken.dk.

Kristendemokraten fik gennemtrumfet en pulje på 25 millioner kroner til socialt udsatte, da han lagde stemmer til regeringens finanslov for 2011.

Fra den pulje på 25 millioner kroner vil han nu afsætte fire millioner kroner i løbet af 2011 og 2012. Og senere vil han desuden arbejde hen imod, at Ombold kan blive bevilget en permanent pose penge.

- Vi er ikke lige så fokuserede som regeringen på, at alle absolut skal ud på arbejdsmarkedet. Jeg synes, det er vigtigt, at man anerkender, at nogle mennesker er for svage til at komme i arbejde lige nu.

- De skal ikke presses, men have lov til at glæde sig over livet, skabe noget tro på fremtiden og have noget at være stolt af, siger Per Ørum Jørgensen.

Ombold, der i 2007 stod for at arrangere VM i hjemløsefodbold på Rådhuspladsen i København, er tidligere blevet støttet af Socialministeriet og Københavns Kommune.

Begge parter har nu lukket for pengekassen, og Ombold er allerede gået i gang med at afvikle sig selv.

Med den nye bevilling tyder det dog på, at foreningen bliver reddet på målstregen.

/ritzau/

Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen vil sikre dansk hjemløsefodbold.

Offentliggjort Sidst opdateret