Oscar Pistorius har fundet Gud i fængslet og gør rent og vil løslades
Oscar Pistorius er her fotograferet den 4. november 2012 med sin kæreste, Reeva Steenkamp, i Johannesburg. Godt tre måneder senere dræbte han hende med fire skud. Han påstår, at han troede, hun var en indbrudstyv. (Arkivfoto.). Foto: Lucky Nxumalo/Ritzau Scanpix
Den sydafrikanske atlet Oscar Pistorius afsoner dom for drab på sin kæreste. Nu begynder sagen om prøveløsladelse. Ofrets forældre vil holde ham bag tremmer.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Oscar Pistorius er en anden mand nu.
Han afsoner en fængselsdom på 13 år og fem måneder for at have myrdet sin kæreste, Reeva Steenkamp, i 2013, og han er ikke den mand, han var engang.
Han har fundet Gud, siger hans far, og han er "en forandret mand".
Udtalelserne fra Henke Pistorius, far til den 36-årige tidligere atlet, der blev morder, er kommet i et interview med avisen The Times.
Det falder sammen med, at Oscar Pistorius har afsonet halvdelen af sin straf. Derfor har han i henhold til sydafrikansk lov ret til at få prøvet i en domstol, om han kan prøveløslades.
Annonce
Faktisk har han afsonet over halvdelen af straffen, og høringen om hans løsladelse begynder fredag.
Ofte falder afgørelsen samme dag som høringen eller måske dagen efter.
Faren lægger et godt ord ind for sønnen, som endda skal have ændret hele miljøet i Atteridge-fængslet ved Pretoria, Sydafrikas hovedstad, hvor han afsoner.
Oscar Pistorius er leder af en studiegruppe, der beder sammen. Han har endda "rekrutteret et voldeligt bandemedlem".
- Han hjælper med at mægle mellem folk. Han har en positiv indflydelse. Han mærker, at han gør en forskel over for andre, der virkelig har brug for, at der sker forandringer for at give deres liv mening, formål, håb.
- Som et resultat af det er tingene blevet bedre for ham. Det er en fantastisk historie, fortæller Henke Pistorius til avisen.
Forældrene til den myrdede Reeva Steenkamp ser anderledes på sagen.
June og Barry Steenkamp siger ifølge avisen the southafrican.com, at han "ikke har vist anger". Parret ønsker ikke, at han løslades før tid.
Barry Steenkamp besøgte i fjor Oscar Pistorius i fængslet som led i processen med at finde ud af, om fangen kan rehabiliteres.
June og Barry Steenkamp, forældre til afdøde Reeva Steenkamp, ses her under et retsmøde i sagen mod parrets datters morder. De ønsker ikke, at Oscar Pistorius prøveløslades. (Arkivfoto.). Foto: Antoine De Ras/Ritzau Scanpix
- Jeg sagde direkte til Oscar, at han med overlæg havde skudt min datter. Han benægtede. Han holdt fast i sin historie om, at han troede, det var en indbrudstyv.
Annonce
- Efter alle disse år venter vi stadig på, at han indrømmer, at han gjorde det i vrede. Det er alt, hvad vi ønsker.
June Steenkamp mener, at dommen på 13 år og fem måneder er for mild.
- Hvis man tager en andens liv, må man betale med at sidde i fængsel resten af livet.
Oscar Pistorius var og er en berømthed i Sydafrika og store dele af resten af verden. Han er blevet kaldt "Blade Runner" på grund af sine benproteser.
Han blev født uden knogler i underbenene, der blev amputeret, da han var under et år.
Han gjorde karriere i handicapidræt. Deltog i såvel handicap-OL som ved det almindelige OL i London i 2012.
Under appelsagen i 2016, da hans fængselsstraf blev forlænget, lagde Oscar Pistorius en dag benproteserne fra sig. (Arkivfoto.). Foto: Siphiwe Sibeko / Reuters/Reuters
Om aftenen på Valetindagen i 2013 blev han morder. I sit topsikrede hjem i Pretoria dræbte han Reeva Stenkamp med fire kugler, som han sendte igennem døren ind til badeværelset, hvor hun befandt sig.
Hun blev 29.
Oscar Pistorius benægtede, at han skød hende i vrede. Det var et uheld. Han troede, det var en indbrudstyv.
Domstolen troede ikke på hans forklaring.
Annonce
Han blev dømt seks års fængsel for uagtsomt manddrab, men dommen blev appelleret af anklagemyndigheden.
Han blev derefter kendt skyldig i drab. Dommen endte på 13 år og fem måneder i fængsel.
/ritzau/
Løsladelse eller ej
* Den private organisation GBV, der hjælper voldsramte kvinder i Sydafrika, er modstander af en prøveløsladelse af Oscar Pistorius. GBV støtter ofret Reeva Steenkamps forældre og siger også, at han ikke skal løslades, fordi han ikke har "indrømmet skyld eller vist nogen anger for drabet på Reeva".
- For at fremme forandringer i vores samfund skal vi stille gerningsmænd til regnskab, siger GBV i en erklæring.
* Fængselspersonale og psykologer har anbefalet, at han løslades. De siger, at han i fængslet har holdt sig beskæftiget ved at arbejde som rengøringsmedarbejder, han har kørt traktor, og han er med i en bogklub. Han har fulgt de programmer, der er blevet ham anbefalet for at blive prøveløsladt.
* Unavngivne kilder i politiet siger, at der er trusler i Sydafrikas underverden mod Oscar Pistorius. Muligvis er der hyret lejemordere til at dræbe ham, hvis han løslades. Kommer han på fri fod, skal han måske have politibeskyttelse.
Kilde: thesouthafrican.com
/ritzau/
Retsmødet i Pretoria
* Ved en retshøring om prøveløsladelse kommer der normalt en afgørelse samme dag eller dagen efter.
* Som led i processen mod rehabilitering har ofrets forældre, June og Barry Steenkamp, besøgt Oscar Pistorius i fængslet for at tale med ham. Sådan et besøg skal bidrage til, at gerningsmanden erkender den skade, han har påført andre og samfundet.
* Forældrene har siden sagt, at de ikke ønsker Pistorius løsladt. June Steenkamp skal vidne under høringen fredag. Barry Steenkamp er syg og kommer ikke.
* Det er en jury, der blandt andet består af fængselspersonale, psykologer og andre, der tager stilling til prøveløsladelse.
* Hvis man prøveløslades, sker det ofte med nogle betingelser, herunder overvågning, man skal melde sig til myndighederne med mellemrum, alkohol-restriktioner med mere.
Kilde: AFP
/ritzau/
Henke Pistorius, far til Oscar Pistorius, mener, at sønnen er blevet et bedre menneske i fængslet. (Arkivfoto.). Foto: Themba Hadebe/Ritzau Scanpix
Reeva Steenkamp var model og jurist. Hun var kæreste med Oscar Pistorius, der i 2013 dræbte hende med fire skud. Hun blev 29 år. (Arkivfoto.). Foto: Timothy Bernard/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Politiet efterlyser: Har du set Ejner?
Udlejer vil sælge til nedrivning
To kommuner topper: River huse ned
Storbritanniens premierminister trækker sig
NFH udvalgt til Champions League: - Jeg har nærmest gåsehud
Mest læste artikler
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød
Bordelkontrol førte til anholdelse af 30-årig kvinde
Brand i Nykøbing: Naboer hjalp til fra begge sider af hækken
Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel
Inviterer alle til genåbning af smadret havn