Oscarvinder opfordrer til afslutning på israelsk-palæstinensisk krig

Basel Adra (til venstre) og Yuval Abraham (til højre) er to af instruktørerne bag "No Other Land", der natten til mandag vandt en Oscar for Bedste Dokumentarfilm. Foto: Mike Blake/Reuters

"No Other Land" er et portræt af en landsby på Vestbredden under det israelske militærs besættelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dokumentarfilmen "No Other Land", som natten til mandag vandt en Oscar for Bedste Dokumentarfilm, skildrer livet på Vestbredden under det israelske militærs tilstedeværelse.

Det skriver NBC News.

To af dokumentarfilmens fire instruktører opfordrede i takketalen til en afslutning på den israelsk-palæstinensiske konflikt.

- For omkring to måneder siden blev jeg far, og mit håb for min datter er, at hun ikke skal leve det samme liv, som jeg lever nu, sagde Basel Adra, der er en palæstinensisk aktivist og medinstruktør bag filmen.

- Vi opfordrer verden til at gøre en seriøst indsats for at stoppe uretfærdigheden og den etniske udrensning af det palæstinensiske folk, sagde han.

Medinstruktøren Yuval Abraham er israeler og undersøgende journalist. Han beskrev på scenen Adra som sin "bror", skriver NBC News. Han kritiserede dog uligheden på Vestbredden.

- Vi lever i et regime, hvor jeg er fri under civil lovgivning, mens Basel (Adra, red.) lever under militær lovgivning, der ødelægger hans liv, sagde Abraham.

Dokumentaren skildrer ifølge nyhedsbureauet Reuters de parallelle virkeligheder, som de to venner og instruktører lever i. Abraham har en gul israelsk nummerplade, som lader ham rejse overalt.

Adra er begrænset til at færdes i et område, der kun bliver mindre for palæstinensere.

"No Other Land" var ifølge NBC News en af de bedst anmeldte dokumentarfilm sidste år. Den har dog stadig ikke fundet en biografkæde i USA, som vil distribuere filmen.

Det har filmskaberne tilskrevet den politiske følsomhed omkring konflikten.

Dokumentarfilmen er i stedet blevet vist i uafhængige biografer i enkelte byer.

Adra og Abrahams fælles takketale var et af de få politiske øjeblikke ved Oscar-uddelingen.

Komikeren og talkshow-værten Conan O'Brien, der debuterede som vært, holdt sig stort set fra vittigheder om verdensbegivenheder og indenrigspolitik.

/ritzau/