Østersøen stryges for miner

En af de største eftersøgninger efter ueksploderede søminer fra Anden Verdenskrig er begyndt ud for Estlands kyst. Det sker 70 år efter, krigen begyndte 1. september 1939.

- Den fælles militæroperation, der går under betegnelsen "Open Spirit", blev indledt mandag og varer indtil 11. september. Der deltager 16 fartøjer fra Danmark, Sverige, Polen, Tyskland, Frankrig, Litauen og Estland, siger Ingrid Mühling, der er pressetalsmand for Estlands militær.

- Dertil kommer, at en fælles enhed af militære svømmedykkere fra USA, Tyskland og Estland, under aktionen afsøger havbunden for miner, tilføjer hun.

Der har siden 1994 været gennemført minestrygningsoperationer i estiske farvande, og flere end 600 miner er blevet fundet, mens det samlede antal af ueksploderede miner i Østersøen, ifølge Mühling, vurderes til at ligge på 80.000. Langt de fleste er fra Anden Verdenskrig.

Svømmedykkerne skal lede efter miner to steder, omkring øen Naissaare i Tallinnbugten, 10 kilometer fra hovedstaden, og øen Hiiumaa i den nordvestlige del af landet.

/ritzau/

Danmark deltager i fælles militæraktion ud for Estlands kyst, hvor farvandet afsøges for knap 100.000 ueksploderede miner fra Anden Verdenskrig.

Offentliggjort Sidst opdateret